Der sad en Svend i Munkebur,
Det var ved Midnatstide
Hans Lampe brændte mat iløn,
Og mørkt der var saa vide.
Ja, Troens Lampe brændte mat
I Hjertet, under Viften,
Som Lampen paa det lille Bord,
Hvor Luther sad med Skriften.
Men han, som os i Paradis
Indblæste Liv og Aande,
Han kommer end vort Støv ihu
Og røres ved dets Vaande!
Vi sank tilbage i vort Støv
Ved Syndefald til Døden,
Men Gud os gav sin Søn og Aand
Til Hjælp og Trøst i Nøden.
Da Aandens Lys var nær udslukt
I Pavedommets Mørke,
Da Jesu Tro i Luthers Bryst
Paany fik Lys og Styrke.
Saa ved Guds milde Aandepust
Blev Lampen til en Stjerne,
Han sagde: skin som Himmellys
Paa Jorden til det Fjerne!
Og som en Stjerne Luthers Tro
Har skinnet over Jorden,
I meer end tregang hundred Aar
Den tindrede i Norden!
Ved den saa mangen Vandringsmand
Har fundet Vei i Natten,
Og mangen Kvinde ved dens Lys
Har fundet Himmel-Skatten!
Og Smaa som Stjernerne i Tal
Den tindred klart i Øie,
Til de saae lukt i Himlen ind,
Saae Jesus i det Høie!
Saa skin da, Morgenstjerne klar!
I Mørket ufortrøden,
Til Herren bryder giennem Sky
Med Glands som Morgenrøden!
Og naar du blegner, hør det da,
Hvor sødt Guds Engle kvæde:
Forløber for den gyldne Soel!
Gak til din Herres Glæde!