Da Huss blev brændt paa Baalet
For Tro og Lære-Sæt,
Og mest for Modersmaalet
Og Folkets Odelsret,
Smaafugle derom sjunge,
Ham Spaadom laae paa Tunge,
Som slog slet ikke fejl.
Han sagde: snart en Svane
Med stærke Vingeslag
Skal bringe Bod for Bane,
For Gaasen, stegt idag,
Og sandt er det at sige,
De Fugle heel ulige
Var Huss og Luther ei.
Der savnes Lys og Styrke
Hos Bømerne og Huss,
Med Luther midt i Mørke
Er Nordens Aand og Guds,
Han som en Helt mon stride,
Og Dagning-Skyer hvide
Udklækker Morgengry!
Ja, Troen paa Guds-Ordet
Med Lue-Tunge stærk,
Paa Badet og paa Bordet,
Som Frelsens Underværk,
Til Gru for hver en Pave,
Det er Guds-Aandens Gave,
Lys-Heltens Moderskiød!
Og Luther var Lys-Helten,
Som gik med Mund og Haand
I Marken eller Feldten
For Nordens Friheds-Aand,
I Troens Seiers-Skjorte
Han sprængde Dødens Porte,
Saa Revnen sees endnu!
Med Doktor Morten Luther
Og Dagens Morgen-Skiær
En enkelt Sjæl kun smutter
Igiennem Revnen der,
Dog vitterlig for alle
Skal regnes til de Smalle
Den rette Livets Vei.
At Døren staaer vidaaben
Imellem Liv og Død
For Troens Folk i Daaben,
Som fra Guds Mund det lød,
Det saae ei Luthers Øie,
Det gjorde ham stor Møie,
Men den var dog ei spildt.
Han Døren fandt iblinde,
Gik trøstig derindad,
De Spæde med hans Minde
Gik efter ham paa Rad,
Og saae: Guds Ord ved Daaben,
Det holder Døren aaben
Til Troens Paradis.