Herren, han har besøgt sit Folk,
Natten, hun blev til Morgen,
Menneskens Søn, Gud-Faders Tolk,
Slukket nu har al Sorgen.
Frelseren laae i sorten Jord,
Nætter saa vel som Dage,
Men det opstandne Livsens Ord
Døden ei meer kan smage.
Kirken, hun sad i Enkestand,
Sørged for den Eenbaarne,
Glemde, at han i Gravens Land
Stormede Dødens Taarne.
Deraf udsprang den bittre Sorg,
Ligfærd med Graad og Klage,
Hulken for Sang paa Sions Borg,
Nætter saa vel som Dage.
Herren, han er dog Sine tro,
Ogsaa naar de mistvivle,
Roser han lod paa Torne groe,
Lærde os saa at smile.
Blegt som et Liig var Livets Ord,
Dødt det os laae paa Tunge,
Aand dog fra Herren i det foer,
Engle derom vil sjunge.
Synger da med i høien Sky:
Ordet stod op af Døde,
Lyder i Aandens Kraft paany,
Tænder, saa Tunger gløde!
Lever nu op, I Christne smaa!
Nu er her godt at være,
Alle Guds Engle med os staae,
Vil jer paa Hænder bære!
Frelseren laae i sorten Jord,
Sidder paa Ærens Throne,
Aand er og Liv til os hans Ord,
Glæden vor Psalme-Tone!