Som Dugg paa slagne Enge,
Saa falder Livets Ord
Paa Christnes Sottesenge,
I Sky da Haabet groer,
Og Trøsten over Døden
Deraf er Førstegrøden,
Forsvundet er derved
Al Dødens Bitterhed!

Som Soel gaaer ned bag Lunden
I Havet lyseblaat,
I Sommer-Aftenstunden,
Mens Fugle kviddre smaat,
Saa gaaer den Sjæl til Hvile,
Ifærd med sødt at smile,
Som føler, i sit Ord
Hos os Vorherre boer.

Som let vor Legem gyser,
I Sommer-Morgengry,
Mens Morgenstjernen lyser
Og lover Dag paany,
Mens Sommer-Dagen gryer
I hvide Morgen-Skyer,
Saa er med Livets Lys
Vort sidste Kulde-Gys!