Jeg førte ret et Konge-Liv
I York, mit Herre-Sæde,
Og Ædelborg, min Ægte-Viv,
Hun var min Hjertens-Glæde.
Hun kom fra Syd, hun kom fra Kent,
Med Bisp og Bog i Følge,
Og aldrig kunde jeg det nænt,
Sin Tro hun skulde dølge.
Tro hvad du vil! vær mig kun tro!
Elsk lidt mig, elsk mig længe!
Det var vor Tale, begge to,
Hvor Blomster groe i Enge!
Mig huged Nordens lyse Haab,
Om Valhal og om Gimle,
Jeg tvivled om, de Christnes Daab
Gav Kæmper bedre Himle.
Jeg sad engang, som før saa tit,
Og tænkde paa det Bedste,
Min Tanke fløi som Fuglen vidt,
Men kunde Fod ei fæste!
Min Dronnings Bisp, han hed Paulin,
Sad hos i Aftenstunden,
Han lagde Haand paa Isse min
Og spurgde mig om Grunden.
Jeg sank i Knæ, som rørt af Lyn,
Thi mange Aar tilbage
Mig timedes et Drømmesyn
I Ungdoms Prøve-Dage.
En Flygtning var jeg da om Land,
Forjaget og forvildet,
Fortvivlende paa Gravens Rand,
I Falskheds Snarer hildet.
Da stod der som en himmelsk Aand
En Nat for mig i Drømme,
Han lagde paa min Isse Haand
Og førte Taler ømme.
Han sagde: Liv og Lykke stor
Dig venter end tilvisse,
Men tro saa Manden paa hans Ord,
Med Haanden paa din Isse!
Saadan kom Daab og Christendom
Til disse Landemærker,
Og aldrig meer jeg tvivler om,
De giør jo Underværker!
Den gamle Kæf, min Offerpræst,
En Lysalf lig fra Gimle,
Svang op sig paa den høie Hest
Og red til Christnes Himle!