Kong Christus den Første regierer endnu,
Som Enevolds-Drot af Guds Naade,
Hans Navn vorde atter hans Fiender en Gru,
Hans Venner en Trøst i al Vaade!
Ja, atter det kiendes: ei skuffe hans Ord,
Et Himmerigs-Rige Han stifted paa Jord,
Hvor frit kun adlydes,
Hvor Freden ei brydes,
Hvor Glæden ei døer!
Opreist fra de Døde, til Himmels han foer,
Gud-Fader ham Selv vilde krone,
Og atten Aarhundreder skifted paa Jord,
End sidder Han fast paa sin Throne,
Og synes opløst nu Hans Rige om Land,
Det kommer kun af, Man har ingen Forstand
Paa hvad uden Hinder
Hans Christne forbinder
I Tro og i Haab!
Det er ikke Lænker af Guld eller Staal,
Det er ikke Paver og Præster,
Er Bøger saalidet som Band eller Baal,
Fra Skolen ei Dreng eller Mester,
Det prøvedes Alt femtenhundrede Aar,
Men løsere blev kun i Dag end i Gaar
De Baand, som alene
Kan Christne forene
I Tro og i Haab!
Nu styrkes de atter, de himmelske Baand,
Som os med vor Konge forene,
I Grunden forvist kun Ham selv og Hans Aand,
Men dog, hvad end Tvivlere mene,
Vor Pagt og vor Daab med det vingede Ord,
Som bærer Guds Aand mellem Himmel og Jord,
Som Hjerterne vinder,
Og Sjæle forbinder
I Tro og i Haab!
De Første forbandt den Almægtiges Haand,
Og Han vil forbinde de Sidste,
Med Paqtens og Daabens de levende Baand,
Der ei skal med Øinene briste!
Da atter det kiendes: ei skuffe Guds Ord,
Et Himmerigs-Rige Han stifted paa Jord,
Hvor frit kun adlydes,
Hvor Freden ei brydes,
Hvor Glæden ei døer!

6.
Eet Baand vel er bedre, det som ved Guds Bord
Os ret skal med Herren forene,
Det knytter Han selv i Indstiftelsens Ord,
Men, hvad end de Skriftkloge mene,
Omslynger dog kun med Fuldkommenheds Baand
De Hjerter, som alt var forbundet i Aand,
Saa Kiærligheds-Kaaben
Om Troen og Daaben
Sig svøber i ham!
Saa lad det fra Tungen nu tone i Sky,
Vor Enevolds-Konge til Glæde:
Med Tro paa din Tale vi Pagten fornye,
Kom, døb os til Himmerigs Spæde,
Og lad os saa voxe med Aand og med Ord,
Til Sæde med Æren vi faae ved dit Bord,
Som værdige Giæster,
Som Konger og Præster,
Som Eet med vor Drot!
Da skal blandt de Sidste det kommes ihu,
Ja, kiendes paa Lyset og Livet,
At Christus den Første regierer endnu,
Har aldrig sit Legem opgivet,
Har Hjertet endnu paa det selvsamme Sted,
Som Sine til Enden han elskede med,
Og er, alle Dage,
Saa stærk i de Svage,
Som Almagtens Ord!