Kirken er som Himmerige,
Meget kan den lignes ved,
Skiøndt paa Jord den har ei Lige,
Som Guds Naade og Guds Fred!
Mest dog lig en Barne-Moder,
Herren kalder den sin Brud,
Ved dens Mælk opvoxe Poder,
Som ved Bække Pile-Skud!
Kirkens Favn og derfor kaldes
Rettelig et Moder-Skiød,
Naar der sørges, naar der faldes,
Altid der er Hvilen sød!
Kastes Vrag paa Kirkens Goder
Af den Sjæl, som dem har smagt
Da forhaaner Søn sin Moder,
Og hans Dom er forudsagt.
Angres det med ærlig Smerte,
Vendes om med ydmyg Bøn,
Kirken dog med Moder-Hjerte
Favner den forlorne Søn!