Johannes var Vorherres Ven,
Han havde store Syner,
Ei som de vel kan times end,
Naar det i Sjælen lyner,
Men som naar, Herrens Hjerte næst,
I Himmerig man er til Giæst,
Har dog i Støvet hjemme.
Johannes var en gammel Mand,
Sin Herre tro til Døden,
Forviist af en Latinsk Tyran,
Men ei forladt i Nøden,
Det nu som fordum var hans Lyst
At hvile ved Vorherres Bryst,
Det var hans Lodd i Aanden.
Det var en Søndag, som han sad
Paa Holmen gold og øde,
Og sagtens høit til Herren bad
For Levende og Døde,
Da rykde, som Vorherres Ven,
Til Paradis ham Aanden hen,
At see Guds Underværker.
Der saae han, som han har fortalt,
Det Syn, nu Verden vrager,
Grandgivelig og fremfor Alt
Syv gyldne Lyse-Stager,
Og mellem dem med Isse hvid,
I Præste-Kjortel vingesid,
Den Herre, godt han kiendte.
Hans Haar var som nyfalden Sne,
Paa Bjerge-Top man skuer,
Hans Øine var for Støv at see
Som klare Offer-Luer,
Hans Liv-Gjord var som Guldet rød,
Hans Fødder var som Malm i Glød,
Hans Røst som Havets Brusen!
Hans Aasyn var som Solens Glands,
Naar høit den staaer paa Bue,
Et Sværd udgik af Munden hans,
Forfærdeligt at skue,
Tveegget var det Sværd og hvast,
Og i sin Høire-Haand saa fast
Syv Stjerner holdt den Store!
Johannes daaned som en Død,
Enddog han var i Aanden,
Til over ham en Stemme lød,
Med Tryk af Høirehaanden:
Frygt ei, thi jeg er Først og Sidst,
Og lever, trods min Død, forvist
Evindelig, ja, Amen!
Jeg Nøglen har til Grav og Hel,
Skriv op hvad du mon skue,
Uvordne Gierninger saavel
Som hvad alt sees paa Tue,
Om Lyse-Stagerne af Guld
Og om Syv-Stjernen underfuld,
Jeg holder i min Høire.

De Lyse-Stager syv, du saae,
Det er syv Menigheder,
Og Stjernerne, jeg holder paa,
Til hver af dem en Leder,
Stat op i Hast, tag Pennen fat
Og skriv saa til hver Engel brat
Et Brev, som jeg tilsiger!
Johannes skrev da Breve syv,
Saa tunge og saa lette,
I Fred for hver en Tanke-Tyv,
For Christne paa at giætte,
Til Enden kroner Herrens Værk,
Og viser, Han er ene stærk,
Som fælder Falske-Blakken.
Paa Anti-Christ og Babels Fald
De Fleste vilde grunde,
Og Tusind-Aarets Gylden-Tal
Udregne, om de kunde.
Paa Brevene kun giætted Faa,
Skiøndt Kirke-Folk dog vide maae
Hvor Alter-Lyset brændte.
Jeg mener, det er ligefrem,
Den første Lyse-Stage
Var Kirken i Jerusalem,
Der sank i Gruus saa fage,
Men skal engang ved Livets Flod
Dog vist for Bane fange Bod
Som Templet i Guds Have!
Den Anden let som Himlens Vogn
Mig tykkes er at kiende,
Thi end det Græske Kirke-Sogn
Er til, trods sin Elende,
Bar længe falske Jøders Aag,
Men taalde Ondt og troed dog,
Skal ei sin Krone miste!
Den Tredje er og klarlig Rom,
Thi det kan aldrig glippe,
At Satans Stol med Pavedom
Stod der paa Kirke-Klippe,
Der dages mellem Helgen-Been
Vel ogsaa snart den hvide Steen,
Naar Afguds-Altret styrter.
Den Fjerde staaer med Spørgsmaals-Tegn,
Saa derpaa maa man giætte,
Det høie Spir i Bølge-Hegn
Er sikkert dog det rette,
I Folke-Livets høie Sø
Stod klarlig over Anguls Ø
Ny-Kirkens Morgen-Stjerne!
Den Femte har til Kiendings-Navn
Den Levende i Graven,
Og det er Luthers Føde-Stavn
Med Lys i Dødning-Haven,
Det Hørte der blev hartad glemt,
Men huskes dog igien bestemt,
Naar Kirke-Aanden vaagner!
Kun Seer-Pen kan skrive ret
Om de uvordne Dage,
Men sikkert seer dog vores Æt
Den sjette Lyse-Stage,
Ja, seer den aabne Kirke-Dør
Og Kongens Nøgel aldrig før
Til Labyrinthen fundet.
Den Syvende sig dølger end,
Er klarlig dog den Sidste,
Da banker paa hos lunkne Ven
Han, som ei Sit vil miste,
Da holdes Nadver under Sky
En Time kun før Morgengry
I Guds vor Faders Rige!