Jesus, Dødens Overvinder!
Du, hvis Ord er Liv og Aand,
Stat os bi mod Livets Fiender,
Fri os ud af deres Haand,
Høilig til en Helt vi trænge,
Som kan Dødens Lænker sprænge!
See vi til vort eget Hjerte,
Templet for din Aand paa Jord,
Flux vi føle det med Smerte,
Daanet der er Livets Ord,
Dine Løfter, Skygger lige,
Flagre i de Dødes Rige!
Søge Kirken vi hernede,
Legem dit med Guddoms-Kaar,
Trindt vi see sig kun udbrede
Sørgelig din Kirke-Gaard,
Dødens Herredømme sander
Stenen der med Hoved-Pander!
Rører i vort Hjerte-Kammer
Livet stundum sig endnu,
Rører Læben sig og stammer:
Jesus, i dit Ord er Du,
Skogrende os Fienden haaner,
Lyden døer og Læben blaaner!

Derfor see til os i Naade,
Herre ved Guds Høire-Haand!
Løs dog snart den store Gaade,
At dit Ord er Liv og Aand!
Hos det Par, som for dig græde,
Viis, at du er selv tilstæde!
See, dit Ord er lagt i Graven,
Muret ind med Kalk og Steen,
Trindt omkring i Dødning-Haven
Smuldre Helgen-Folkets Been,
Vove Seiglet vi at bryde,
Romer-Spyd os Spidsen byde!
Selv du veed, vi er ei Helte,
Som de fordum saaes paa Jord,
Stenen ei kan vi bortvælte,
Ak, thi den er saare stor,
Vel som Dværge vi, ei større,
Stønne maae for Klippe-Dørre!
Derfor lad en Engel dale,
Alt som Straaler gaae fra Soel,
Lægge Vagten dybt i Dvale,
Giøre Stenen til sin Stol,
Mens sig brat paa Lysets Vinger
Ordet fra sin Grav udsvinger!
Ja, lad opstaae fra de Døde
Ordets Tugt og Ordets Trøst,
Og lad Hjertet i os gløde,
Mens vi lytte til din Røst!
Lad os, naar Du Brødet bryder,
See, det er, som Ordet lyder!
Frit vi da skal drage Aande,
Løst er da vort Tunge-Baand,
Bod vi har da for al Vaande,
Høit sig fryder Sjæl og Aand,
Bryder ud med Toner søde:
Vær velkommen fra de Døde!
Ja, velkommen, sødt det klinger,
Guddoms-Ordet, født paa Ny!
Som paa Aande-Drættets Vinger
Farer, naar Du vil, i Sky,
Kommer dog, som himmelfaldet,
Overalt, som Du er kaldet!
Aldrig meer Du os forlader,
Jorden fik i Grav du kiær,
Vel gaaer hiem Du til din Fader,
Men er os dog lige nær,
Klækker ud i Ordets Kirke
Alt det Liv, som Aand kan virke!
Jesus! ja, vi troe og haabe,
Selv i Dødens Skygge-Dal,
At Du hører, før vi raabe,
Svarer, før vi bede: tal!
Blev, til Liv for mange Døde,
De Opstandnes Første-Grøde!
Ja, vi troe, men Tvivl sig klæbe
Som en Øgle til vor Tro,
Døden spiller os paa Læbe,
Hvor vi mellem Skygger boe,
Haabet er, som mat det glimter,
Naar bag Sky vi Maanen skimter!
O, lad Troen sig nedsænke
Dybt i Jordans rene Flod!
Lad os ei med Naman tænke:
Hver en Strøm er lige god!
Lad ei Fienden os indskyde,
Lidt det er dit Ord at lyde!
Da gienfødes Tro saa fage,
I det store Trilling-Navn,
Vender moderlig tilbage,
Med en Gudsøn i sin Favn,
Som skal aldrig smage Døden:
Haabet, Guddoms-Morgenrøden!
Hans er Smilet, som udsmelter
Hjerte-Suk til Harpe-Klang!
Han er Kæmpen, som bortvælter
Stenen under Engle-Sang!
Han har Lyset, han har Aanden,
Derfor Alt kan Barne-Haanden!
Jesus! ja, Du vil jo være
I os Herlighedens Haab,
Fødes, til Gud Faders Ære,
Hos os i hver Barne-Daab,
Voxe hos os allesammen
Op i Sky med Fryd og Gammen!