Jeriko var en Stad saa fast,
Med Mure og saa med Taarne,
Tages kunde den i en Hast
Slet ikke med Storm og Styrke.
Palme-Staden, det var dens Navn
Fra Floden og udtil Havet,
Prisen bar den som Fødestavn
For Balsam og saa for Roser!
Lukket var den for Israel
Med Porte og saa med Vagter,
Knap en Flue i Gry og Kveld
Sig kunde med List indsnige.
Herren sagde til Tjener sin:
Den Stad vil Jeg selv indtage,
Bærer om den min Pagtes Skrin,
Og blæser i min Basune!
Naar Basunen er hørt i By,
Ved Porte og saa ved Taarne,
Folket raabe i høien Sky!
Da styrte de stolte Mure.

Pagtens Ark med Basune-Klang
Bevæged sig brat i Runding,
Folke-Røsten i Sky sig svang,
Da styrted de stolte Mure.
Verden tænker, det er kun Tant,
Engang skal dog Guds Basune
Verden lære, det var dog sandt,
Naar Gravstene for den briste.
Det end længe før Dommedag
Skal times i Aandens Verden,
Som af Trolde ved Tordenbrag
Skal grædes for Palmestaden.
Fast er Jetternes Hovedstad,
Med Mure og saa med Taarne,
Som i Bøger der vendes Blad
Den falder dog i Guds Time.
Muren bygdes af Bogstavlag,
Og Kalken var Trykker-Sværte,
Kneise skal den til Dommedag,
Derpaa stole Jetter og Dværge!
Guds Basune og Folkets Røst,
De mødes i Sky med Gammen,
Neppe Muren faaer Bod for Brøst
Naar derved den styrter sammen!