Som Ørnen sidder paa høien Hald,
Og fylder med Rov sin Rede,
Saa Edom throned paa Seiers-Bjerg,
Han var ikke god at bede.
Som Lammet hviler i Engens Skiød,
Hvor rislende Bækken rinder,
Saa hviled Jakob ved Jaboks Bredd,
Omblaanet af blye Kiærminder!
I tyve Aar var han udenlands,
Han længdes nu efter Hjemmet,
Og Hjemmet efter saa lang en Tid
Det er baade kjendt og fremmed.
Det Bud, han skikked til Esau,
Med Bøn om hans Gunst og Naade,
Igjen var kommet med kort Beskeed,
Som var ham kun slet tilmaade.
'Din Broder sadled sin høie Hest,
Ham følger saa faver en Skare,
Ham følger fire Gang hundred Mand.'
Hvo tør vel for Skytten svare!
Da blegned Jakob, for han blev rædd,
Han tænkde paa Børn og Kvinder,
Saa værgeløse som Faar og Lam
De var imod grumme Fiender!
Da sukked Jakob: min Faders Gud!
Hvad kunde jeg meer forlange?
Jeg gik fra Hjemmet kun med en Stav,
Og Drot er jeg nu for Mange!
Høilovet være din Miskundhed!
Dit Ord er som Guld det rene,
Men ei jeg havde saa bange Kaar,
Den Tid, da jeg var alene!
Du selv dog sendte mig hjem igien,
Mangfoldig med Gods begavet,
Dit Ord mig loved en Afkom prud
Utallig som Sand ved Havet!
Saa frels mig, Herre! af Broders Haand,
Som spænder den stærke Bue,
Urørt af Barnet i Moders Skiød!
Mit Hjerte, det maa vel grue.
Saa bad den Fromme i Eensomhed,
Det var ikke hen i Veiret,
Med opladt Øie han saae det brat,
Af Engle han var omleiret.
Det var saa deilig en Sommernat,
Han vidste knap hvad han gjorde,
Han brødes længe med Himlens Helt,
Forunderligt, hvor han turde!
Nu blegne Stjerner, det gryer ad Dag,
Saa mæled den Himlens Kæmpe,
Nu slip mig, Hyrde, nu er det Nok,
Dit flammende Mod du dæmpe!
Jeg dog ei slipper, var Jakobs Svar,
Før kraftig du mig velsigner!
Velan! dit Navn være Israel!
Guds Fyrster i Kamp du ligner.
Saa endtes Kampen, og Soel opgik,
For Himmel og Jord at straale,
Men halt var Hyrden, i Dysten haard
Af Led gik hans Hofteskaale!
Paa Ganger stolt under Gylden-Hjelm,
I Spidsen af Kæmper ranke,
I Solskin straalende, Esau
Sig nærmed med blodig Tanke.
Syv Gange bukked sig Jakob dybt
For Broderen tvillingbaaren,
Det røre maatte selv Staal og Steen,
Af Øiet udperse Taaren!
Da sprang af Hesten den Bjergedrot
Og løb mod den lamme Hyrde,
Og hængde hulkende om hans Hals,
Som han havde tænkt at myrde!
Hvo sig fortrøster paa Himlens Gud,
Ham skal ingen Farer skrække,
For alle Hjerter staae i Guds Haand,
Han leder dem som Vandbække!