Der kom et Bud fra Himmerig
Til Herrens Ven paa Jorden:
Et Offer skal du bringe Mig
Paa Bjergene mod Norden,
Det er din elskelige Søn,
For Jeg er selv din store Løn!
Saa prøver Gud de Fromme!
Det Budskab var et Tordenslag
For Abraham i Mamre,
Dog brød han op før det blev Dag,
Afsted til høie Hamre,
At giøre som den Herre bød,
Der raader over Liv og Død.
Saa prøver Gud de Fromme!
I Dage to han reiste saa,
Som Støv ei færdes gierne,
Den Tredie de Bjerge graa
Han skimted i det Fjerne,
Bad Trælle vente til han kom,
Og gik med Isak englefrom.
Saa prøver Gud de Fromme!
Han selv bar Ild og Offerkniv,
Og Isak Tørrebrænde,
Da blev vel angest for sit Liv
Den Frommeste blandt Svende,
Dog længe paa den Dødningfærd
De fulgdes ad og tied kvær.
Saa prøver Gud de Fromme!
Men efter mangt et mødigt Fjed,
Dog Ungersvenden stammed:
Min Fader! vi har Ild og Vedd,
Men hvor er Offerlammet?
For Lammet, Søn! var Heltens Ord,
Vel sørger Han, i Himlen boer.
Saa prøver Gud de Fromme!
Nu stille gik det af igien,
Til Bjerget var besteget,
Og da den Gamle kom derhen,
Hvor Herren havde peget,
Da bygde han et Alter brat,
At offre der sit Hjertes Skat.
Saa prøver Gud de Fromme!
I Lave laae nu Vedd til Baal,
Og bundet laae den Spage,
I Faderhaand det skarpe Staal
Ham spaaed Død saa fage;
Hans Liv da hængde i et Haar,
Dog snart to hundred blev hans Aar.
Saa prøver Gud de Fromme!
Guds Engel raabde: Abraham!
Alt Nok med Frygt og Fare!
Du vilde, trods al Sorg og Skam,
Din Eneste ei spare;
Men spar ham nu, den Ungersvend!
Ja, rør ham ei, du Herrens Ven!
Saa prøver Gud de Fromme!
Paa Tempel-Bjergets Aase dog
Et Offer var berammet,
I alle Maader til det slog,
Gud sørged selv for Lammet;
Et Væderlam i næste Torn
Blev hængende ved krumme Horn.
Saa prøver Gud de Fromme!
Det offred Abraham nu brat,
Med Tak af Hjertets Fylde,
Til Ham, som, trods den skumle Nat,
Vil Biergene forgylde,
Hvis Vink opkalder Soel fra Hav,
Hvis Røst opreiser Liv fra Grav.
Saa prøver Gud de Fromme!
Saa prøved Gud i Himmerig
Sin Ven, den sært Udkaarne,
For Selv Han vilde virkelig
Opoffre sin Eenbaarne,
I Støvets Dragt, af Isaks Æt,
For mange Smaa til Børneret,
Til Arv i Himmerige!