I Herrens Huus det toner
Paa hver Forsamlings-Dag,
Fra Sønnen, vor Forsoner,
Med Aandens Tunge-Slag:
Frygt ei, du lille Hjord!
Saa siger Fader-Vor:
Det Folk med Korsets Farve
Mit Himmerig skal arve!
Held dem, som fattig finde
Paa Aand sig uden Mig!
For dem er Aand herinde,
Med hele Himmerig!
Held dem, som komme her
Med Hjerte-Sorgen svær!
For dem i Guddoms-Røsten
Er bundløs Himmel-Trøsten!
Held dem, som blye og spage
Med Lidt vil nøies her!
De skal for Intet tage
Til Arv min Jord især!
Held dem, som finde slet
Selv deres bedste Ret!
Dem lædsker Jeg og mætter
Med mine Herre-Retter!
Held dem med Hjerter ømme,
Som ynkes over Nød!
For dem Jeg Naade-Strømme
Paa Korsets Træ udgiød!
Held dem, som uden Svig
Vil Hjertet offre Mig!
De skal, naar Fiender true,
Guds milde Aasyn skue!
Held dem, som fredegode
Guds-Fred gaaer over Alt!
De føle veltilmode
Sig efter Mig opkaldt!
Held dem, som lønnes slet
For Sandhed og for Ret!
I Himlen, til mig bundet,
De Borgerskab har vundet!
Held eder, naar af Hine
I høste Ondt for Godt,
For I er Venner mine,
Og taale Had og Spot!
Jo meer I lyves paa,
Desmeer I frydes maae,
Des større vorder Lønnen
Hos Gud, hvor Jeg er Sønnen!
Lad i mit Huus indgange,
Lad til mig komme nær,
Hver fattig Sjæl og bange,
Som søger Hjelpen her!
Med Naade dem for Ret
Jeg giver Byrden let,
Og i min søde Hvile
De græde skal og smile!
Nu synger Ære-Være
For Gud vor Fader god,
Og Sønnen hans, den Kiære,
Som kom med Vand og Blod,
Og Aanden, Talsmand kaldt,
Som virker Alt i Alt,
Hist oppe, som herneden!
Hil Guds-Treenigheden!