I gamle Dage det var engang,
at danske Folk var i Kongetrang,
de Gode græd, og de Onde lo,
hvor ingen hegner, kun Torne gro.

Da kom en Snekke for fulde Sejl,
med Løve-Hoved og Hjerte-Spejl,
med Guld og Vaaben og Stads om Bord,
men ikke en Sjæl ved Mast og Ror.

Dog var der Liv, for en lille Dreng
alene laa i den store Seng.
Et Neg var bundet med Aks og Straa,
det hviled Drengen sit Hoved paa.

Og hvor han sov baade spæd og spag,
dér vajed over et Kongeflag,
saa liljehvidt og saa rosenrødt,
som kun hos Freja paa Kinden mødt!

Hvor det i Landet blev hørt og spurgt,
det tyktes Alle et Jærtegn stort.
De hvisked: Barnet er Odins Søn,
til Hjælp os skikket fra ham i Løn!

De satte Neget da paa sin Rod,
hvor Dane-Drotten han ellers stod,
saa tog de store den lille op
og kønt ham satte i Aksetop.

Da nyt man spurgte med Vaabengny,
og højt det gjalded i vilden Sky:
Hil dig, vor Konning, bliv rund og bold,
saa Skjalde sjunge om Danmarks Skjold!