I eder selv paaminde,
Som tugte med Guds Ord,
Da skal og Trøst I finde,
Som den i Himlen boer,
Da vil jer Aanden lære,
I Gud er til Behag,
Da skal I Kronen bære
Paa Salighedens Dag!
Ja, nøjes med Guds Naade,
Taalmodige i Nød,
I Trængsel, Vee og Vaade,
I Baand og Slag og Stød,
I Arbeid, Flid og Møie,
Staaer altid som paa Vagt!
Til alskens Ondt at døje
Gav Christus eder Magt!
I aldrig Løn forlange!
Guds Kraft er eders Sold!
Og værer aldrig bange,
Naar I har Troens Skjold!
Et Haars-Breed ei I vige
Fra hvad for Gud er sandt!
Da kan og Trods I sige
Med Fynd til Løgn og Tant!
Hvad Ære og Vanære
Man lægger eder paa,
I skal som Smaating bære,
Gud prøver eder saa!
Det uforskyldte Rygte,
Hvor fælt det lyde kan,
Ei mere I skal frygte,
End Skygge-Spil i Vand!
Om Løgnens Brænde-Mærke
Man vil paa eder slaae,
I kan dog lige stærke
I Sandheds Rustning staae!
I hugges og I stødes,
Men holder godt det ud,
Om end I daglig dødes,
I lever dog med Gud!
Har I just ei saa lige
Hver Time dagligt Brød,
I giør dog Mange rige,
Og Gavmildhed er sød,
Og Aanden Jer vil lære,
For ingen Ting, omsonst,
I Sorgen glad at være;
Det er en Guddoms-Konst!
Vor Mester os hernede
Har laant sin Vandrings-Stav,
Ei lovet Fugle-Rede,
End sige Ræve-Grav;
Men Svende! tør I bolde
Kun følge Herrens Spor,
Med Ham I Alt beholde
I Himmel og paa Jord!