I denne søde Jule-Tid
Maae vi os ret fornøie,
Og bruge al vor Konst og Flid
Guds Naade at ophøie!
Ved ham, som er i Krybben lagt
Vi hjertelig af al vor Magt
I Aanden os forlyste,
Din Priis skal lyde, Frelser-Mand,
Saa vidt og bredt i alle Land,
At Bjergene maa ryste!
Det lille Skud af Davids Rod,
Det er Guds Søn tillige,
Som for vor Jammers Skyld forlod
Sit søde Himmerige;
Det var ham svart at tænke paa,
Al Verden skulde undergaae,
Det skar ham i hans Hjerte,
Og af sin store Kiærlighed,
Han kom til os paa Jorden ned,
At lindre al vor Smerte!
Vor Tak vi vil frembære da,
Endskiøndt den er kun ringe,
Hosjanna og Halleluja
Skal allevegne klinge;
Guds Ark er kommet i vor Leir,
Thi sjunge vi med Fryd om Seir,
Mens Tungen sig kan røre,
Vi sjunge om den søde Fred,
Saa Helvede maa skælve ved
Vor Jule-Sang at høre!
Gud er nu ikke længer vred,
Det kan vi deraf vide,
At han har sendt sin Søn herned,
For Verdens Synd at lide;
Ja, Gud har hørt de Frommes Bøn,
Og sendt os sin eenbaarne Søn,
At frelse os af Vaade,
Hvem vilde nu ei være fro
Og trøstig lade Alt beroe
Paa Guds vor Faders Naade!
Som Natten aldrig er saa sort,
Den jo for Solen svinder,
Saa farer al min Kummer bort,
Naar jeg mig ret besinder,
Og tænker paa, hvor inderlig
Guds egen Søn har elsket mig
Og er min Broder vorden;
Fuld trygt jeg stoler paa det Ord,
Som klang i Julens Engle-Chor:
Nu kom der Fred paa Jorden!
Vel blandes end min Fryde-Sang
Med Graad og hule Sukke,
Dog skal om Julen Korsets Tvang
Mig aldrig Munden lukke,
Naar Hjertet sidder mest beklemt,
Da bliver Frydens Harpe stemt,
Saa den kan bedre klinge,
Og knuste Hjerter føle bedst,
At Julens store Børne-Fest
Har Lægedom at bringe!
Halleluja! vor Strid er endt,
Hvo vilde mere klage!
Hvo vilde mere gaae bespændt
I disse Fryde-Dage!
Syng høit i Sky, Guds Kirke-Flok!
Halleluja! nu har jeg Nok,
Den Lyst er uden Lige!
Halleluja, Halleluja!
Guds Søn er min, jeg gaaer herfra
Med ham til Himmerige!