I al sin Glands nu straaler Solen,
Livs-Lyset over Naadestolen,
Nu kom vor Pinselilje-Tid,
Nu har vi Sommer skær og blid,
Nu spaar os mer end Englerøst
I Jesu Navn en gylden Høst.

I Sommer-Nattens korte Svale
Slaar højt Fredskovens Nattergale,
Saa alt, hvad Herren kalder sit,
Maa slumre sødt og vaagne blidt,
Maa drømme sødt om Paradis,
Og vaagne til vor Herres Pris.

Det aander himmelsk over Støvet,
Det vifter hjemlig gjennem Løvet,
Det lufter liflig under Sky
Fra Paradis, opladt paa ny,
Og yndig risler ved vor Fod
I Engen Bæk af Livets Flod.

Det volder alt den Aand, som daler,
Det virker alt den Aand, som taler
Ej af sig selv, men os til Trøst,
Af Kiærlighed med Sandheds Røst,
I Ordets Navn, som her blev Kjød
Og foer til Himmels hvid og rød.

Opvaagner alle dybe Toner
Til Pris for Menneskets Forsoner!
Forsamles alle Tungemaal
I Takkesangens Offerskaal!
Istemmer over Herrens Bord
Nu Menighedens fulde Kor!

I Jesu Navn da Tungen gløder
Hos Hedninger saa vel som Jøder;
I Jesus-Navnets Offerskaal
Hensmelter alle Modersmaal;
I Jesu Navn udbryder da
Det evige Halleluja!

Vor Gud og Frelser uden Lige!
Da blomstrer Rosen i dit Rige,
Som Sole vi gaa op og ned
I din enbaarnes Herlighed;
Thi du for Hjertet, vi gav dig,
Gav os med ham dit Himmerig!