Nat i Østen er ei saa lang
Som her ved Juletider,
Ei det fyger, som her, i Vang
Og ei paa Is man skrider
Dog trækker kiøligt tilmarks det der,
Som i det tidlige Foraar her.

Kiølig trak det paa Marken vild
Ved Bethlehem fra Norden,
Hyrder otte sad om en Ild,
Og vaaged over Hjorden,
Da talen faldt paa de gamle Ting
Og hvordan Alt dog gaar sært omkring.

Talen faldt paa Kong Davids By,
Og paa hans Vovestykke;
Stort det Gamle og smaat det Ny,
I Sang, i Daad og Lykke,
Det fandt de Unge: det saae man grandt,
Det var en Sorg, men det var dog sandt

Davids Søn, sagde En af dem,
Vi ventet har saa længe,
Nys jeg mødte i Bethlehem,
Omringet af Byens Drenge,
En Davids Søn med sin Venneviv,
Af Reisen træt og af Kulde stiv.

Hedning-Herren i Rom det bød:
Til Mandtal hver sig melde!
Davids-Sønnen som Træl adlød,
Hvad det end tør giælde:
To Liv kanskee, før det gryer ad Dag,
Thi bleg var Kvinden og saare svag.

Husvild stod han paa Davids Grund,
Saae op til Himlens Bue,
Klart paa faldende Fode hun,
Det var en Ynk at skue,
Jeg kvalde i mig da knap det Raab:
Forældet Storhed! Forlorent Haab!

Engle-Syner og Seers-Røst,
De læses op af Bogen,
Raad til Frelse og Ord til Trøst,
De peges paa bag Taagen,
Men Vinter-Natten er kold og mørk,
Og Livet øde som Ethams Ørk!

Graa og gammel var Jonathan,
Han hørde Ungdoms-Talen,
Fast i Troen paa Gravens Rand,
Han blussed i Midnats-Svalen!
Saa bruser, han sagde, den unge Vin,
Den sprængde mangen en Kande fin!

Hvor var du eller jeg dengang,
Da Lys blev født i Mørke!
Kan vi Stjernernes Morgensang,
Og har mod Gud vi Styrke?
Kan Daarskabs Ord, som en Taagesky,
Fordunkle Ordet: Bliv Lys paany!

Juda-Bjerget gienlød ifjor
Af Sang om Engle-Syner,
Stumme Læber fik stærke Ord,
Saa lysner det og lyner,
Bebudes højt med en Tordens Røst:
Nu Syvdags-Lyset opgaar i Øst!

Bethlehem er der peget paa
I Skriften med Guds Finger,
Hvad i Dvale som Fugl der laae,
Skal fare op paa Vinger;
Den Davids Søn med sin Venneviv,
Kanskee det giælder al Verdens Liv!

Alle lytted, men Gubben tav,
Og alles Øine stirred,
Trindt omkring var et Straalehav,
Saa Baalet sank og dirred,
Hvor nys det blussed, en Engel stod
Og bølged Ild med sin Straalefod

Venner! sagde Guds Engel blidt:
Hvorfor er nu I bange?
Kilde-Væld kun er Budskab mit
Til lutter Frydesange,
Thi han, som Jorden giør sjæleglad
Er født til Verden i Davids Stad.

Jesus Christus, den Davids Søn,
Vor Frelser fra al Fare,
Født er han, ligger svøbt iløn
I Krybben, tag det vare!
Fra Himlen højt kommer Julebud,
Nu Ære være den Guders Gud!

„Ære være den Guders Gud!
Nu daled Fred til Støvet,
Glæden springer af Svøbet ud,
Som Blomsten og som Løvet!"
Saa lydt og sødt under Sky det klang,
Som alle Stjernernes Morgensang!

Himmel-Klarhed og Engle-Sang
Dem gav os Gud med Freden,
Efter-Skin de og Efter-Klang
Har trindt i Christenheden,
Hvor Aand har Mæle og Sang har Vælv,
Hvor Øine tindre hvert Julekvæld!

Kirke! Du er vort Bethlehem,
Og alle Smaa derinde,
Eftersom det er sagt til dem,
Skal deres Frelser finde,
Med Juledags-Evangelium,
I Hjertekammerets Krybberum!