Hyrder, som paa Marken her,
Over Hjorden himmelkiær,
Natte-Vagten holde,
Tælle trindt om Davids By,
Under Høsttids vaade Sky,
Ævret-Nætter kolde!
Lytter til den lille Fugl,
Der end kviddrer smaat i Skjul
Om hvad Nat mon volde!
Nytaars-Dagen, sommervarm,
Brudgom bold for Jordens Barm,
Drot i høje Sale,
Er oprundet med det Navn,
At dens Soel i Bølge-Favn
Aldrig meer skal dale,
Men for Jorden aabenbar,
Speile sig i Bølgen klar,
Der sin Glands afmale!
Hvoraf kommer da paa Jord,
Trods det klare Guddoms-Ord,
Nat i Aandens Rige?
Hvoraf hos den lille Hjord,
Tidligfødt til Sommer-Kaar,
Vinter-Kuld tillige,
Saa fra Mark for munter Sang,
Fløite-Spil og Harpe-Klang,
Hule Suk opstige!
Ak, det giør den gamle Skielm,
Skarnet under Skygge-Hjelm,
Drot for Død og Mørke!
Konstig han forvandler brat
Sommer-Dag til Vinter-Nat,
Paradis til Ørke,
Men hos Folk med Christen-Blod
Søvnen kun ham giver Mod,
Vantro Kraft og Styrke!
Aanden sagde: vogt dig vel!
Viid at skiønne paa dit Held,
Jomfru i det Grønne!
Anderledes vil den Snog,
Som paa Ondt og Godt er klog,
Lære dig at skiønne,
Saa han lærde Adams Viv,
Men det kosted Manges Liv,
Død maa Synd belønne!
At i Vidskab, ei i Tro
Aanden vil hos støvet boe,
Aabne Livets Kilde,
Det var tidlig Slangens Ord,
Dødens Sæd paa denne Jord,
Bliver det end silde,
Det i Kirkens Moder-Skiød
Ogsaa fødte Søvn og Død,
Ak, hvor det var ilde!
Barnet svøbt, i Krybben lagt
Engle-Ord til Hyrder sagt,
Det er Kiende-Tegnet!
Barnet der for Barne-Tro
Har til Øine Sole to,
Nemt det er udregnet,
De giør under Kirke-Tag
Brat en dobbelt Sommer-Dag,
Himmerig tilegnet!
Krybben først er Troens Ord,
Som fra Mund til Mund paa Jord,
Det har fulgt med Daaben,
Favn du den med Barne-Tro,
Beed den smukt hos dig at boe,
Put den under Kaaben!
Er den i dit Hjerte sat,
Livets Kilde vidner brat:
Himlen staaer dig aaben!
Det er Barne-Sværmeri,
Skammeligt at gribes i,
Hvidsler Arild-Snogen,
Mener du, den store Aand
Ligge vil i Troens Baand
Og i Hjerte-Krogen?
Nei, i Himmel og paa Jord
Viisdoms Aand i Vidskab boer,
Læs i Viisdoms-Bogen!
Hyrder, det har I jo gjort,
Sprængde dog ei Dødens Port,
Fandt ei Rosen-Haven,
Fandt kun i den kolde Nat
Helligdommens Lampe mat
Over Helgen-Graven!
Mellem Skyggerne af Alt
Tungt det Virkelige faldt,
Det var Hyrde-Staven!

Fandt I ved et sjeldent Held
I jert Indre Livets Væld,
Krybberum med Barnet,
Det dog maatte græde Blod,
Lam paa Haand og halt paa Fod,
Under Snære-Garnet,
Halv til Latter, hvor Det kom,
Som en Kiælling-Christendom,
Ynket stolt af Skarnet!
Var I kiække end og troe,
Slog jer ei med Skin til Ro,
Vaaged over Hjorden,
Sommer-Dagen kom dog ei,
For I spærred selv dens Vei,
Med en bagvendt Orden,
Søgde Herlighedens Haab
Ei i Barne-Tro og Daab,
Men paa Kirke-Gaarden!
Selv med Barnet i mit Bryst,
Tunghør dog for Herrens Røst,
Saa jeg halted længe,
Fryded mig, naar Barnet sang,
Saa det lød med Himmel-Klang
Giennem Harpe-Strænge,
Men forstod dog Sangen ei,
Spærred immer Livets Vei
Over Mark og Enge!
Det var en Guds Engel vist,
Som jeg ret skal takke hist,
Barne-Troens Værge,
Som, da jeg sad mod i Hu,
Hvisked: glemmer ogsaa du,
Hvad der flytted Bjerge,
Hvad det er, Vorherres Smaa
For i Himlen at indgaae,
Yttre maae og sværge!
Da jeg saae, i Himmel-Glands,
Engelen med Straale-Krands
Mellem Hyrder blinde,
Hørde ret, hvad tit var sagt,
Barnesvøbt, i Krybbe lagt
Herren I skal finde,
Søgde da og Davids Hjem
Flux i Kirkens Bethlehem,
Fandt hans Søn derinde!
Ja, i Barne-Troens Ord
Fandt jeg ham, som med dem boer
Lønlig i mit Hjerte,
Ham, som er min faste Borg,
Ham, der slukked al min Sorg,
Dulmede min Smerte,
Frygter, trættes, skuffer ei,
Er paa Livets Konge-Vei
Kraft og Stav og Kierte!
Af mit Hjerte vil og kan
Ei min Gud og Frelsermand
Jeg med Magt udrive,
Kun et Billed af Guds Ord,
Som Det i mit Hjerte boer,
Ordet mit kan give,
Vidnesbyrd om Liv og Aand,
Spor kun af Guds Høire-Haand,
Bringe ei tillive!
Anderledes Troens Grund,
Ordet af Guds egen Mund,
Det har Liv at føre!
Tag det, som det til os kom,
Talt i Herrens Helligdom,
For hvert aabent Øre!
Det er Christus i en Sum,
Giv med Tro ham Hjerte-Rum!
Brat han sig vil røre.
Saa, I Hyrder! Dag og Vaar
Fødes til et Gylden-Aar,
Som vor Jord forynger!
Da vi Hjorden lædske kan
Med det klare Kilde-Vand,
Hvori Livet gynger,
Da med Liv og Lys i Skjul,
Som ved Pindse, saa ved Jul,
Natter-Galen synger!