Hvilende paa mig er Guds Aand,
Salvet har mig Hans høire Haand,
Sendt mig Han har med Glædens Røst
Fattige Folk til Hjelp og Trøst,
Læge god for dem især
Som har Sting og Hjertefærd!
Prædiken min giør Fanger frie,
Blinde med Syn jeg staaer og Bi,
Sørgende spaaer jeg gode Kaar:
Glædelig Fest og Gylden-Aar,
Hvidt for Sort og Sang for Graad,
Salve skiøn for Dødens Braad!
Riig er min Trøst for Zions Smaa:
Kapper dem skiæres himmelblaa,
Kaldes de skal, med Adels-Kaar,
Planter i Herrens Urtegaard,
Og for god Bestandighed
Egen de skal lignes ved!
Over det gamle Tempels Gruus
Bygge de skal et nyt Guds Huus,
Ved deres Hænder skal opstaae
Stæder igien, som øde laae:
Øde laae fra Old til Old,
Staae nu op med Port og Vold!
Israel! i dit Gylden-Aar
Fremmede Folk lad vogte Faar!
Overlad til Philister trygt
Pløining og Sæd og Vingaards-Rygt!
Mætte eder Hedning-Marv!
Præste-Kald er eders Arv!

Arve skal Jorden I paany,
Løftes af Hedning-Folk i Sky.
Kosteligt Smykke: evig Fryd.
Have I skal til Hoved-Pryd,
Derom Den, som har al Magt
Giør med eder evig Pagt!

Det er den Herre Zebaoth,
Det er vor Frelser og vor Drot,
Han, der i Dag er som i Gaar,
Og som i attenhundred Aar
Løfte sit med Mund og Haand
Løste ind med Ord og Aand!