Hvem seer jeg hist som Lammet gaae
Til Slagter-Bænk spagfærdig,
Vist ei det Kors, Han bærer paa,
Men Spir og Krone værdig?
Er det den Kæmpe, tro og huld,
Er det den Frelser underfuld,
Propheterne forkynder?
Er det Messias, er det Ham,
Johannes kaldte det Guds Lam,
Som bær al Verdens Synder?
Det er Vorherre, from og stærk,
Ja, Gud og Mand forbundet,
Som af sin Fader til det Værk
Blev ene dygtig fundet;
Gak, sagde han, min Søn, og lid
Hvad Adams Kiøn til evig Tid
For Synden skulde smage!
Det er et Helved at udstaae,
Men Verdens Vel beroer derpaa,
Vil Du saa Kalken tage?
Ja, kiære Fader! paa dit Ord,
Var Sønnens Svar tilrede,
Jeg daler til den faldne Jord,
Og ærer Dig dernede,
Jeg giør Alt hvad der giøres kan,
I Ydmyghed, af Gud og Mand,
Af Sønnen, du udsender,
Jeg lider Alt hvad lides maa,
For Kronen glad at sætte paa
Det Værk af dine Hænder!
Hvem kiendte før slig Kiærlighed,
Og maalde Helligdommen,
dyb, saa lang og breed,
Saa høi og dyb, saa lang og breed,
Med Skikkelse fuldkommen!
Hvem tænkde, Gud kan svinde ind
Til Patte-Barn med Rosen-Kind,
Vor Smaahed sig tilegne,
End sige, friste Fange-Kaar,
Paa Korsets Træ, med Suk og Saar,
I Røver-Selskab blegne!
O Frelser-Mand! hvad skal jeg dog
For min Gienløsning give?
For fattigt er mit Billed-Sprog.
Dit Offer at beskrive,
Det er og mig, som vinder ved
At være din i Evighed,
Din Ven i Fryd og Smerte!
Men Selv har Du i Naade sagt:
Jeg slutte vil med dig en Pagt,
For Alt giv Mig dit Hjerte!
Din Helte-Daad jeg Dag og Nat
Med Fryde-Sang vil love,
Din Naade være skal min Skat,
Mit Guld og grønne Skove!
Min Tanke, Ord og Gierning skal
I dine Fodspors Rosen-Dal
Som stille Bække rinde,
Og i mit Bryst en hellig Ild,
Som Lampe klar med Lue mild,
Skal brænde til dit Minde!
Min Purpur-Kaabe er dit Blod,
Deri jeg mig vil klæde,
Og sidde stolt ved Korsets Fod,
Som paa et Konge-Sæde,
Til Du mig naadig kalder did,
Hvorfra Du kom til Verden hid,
Mig vinker med Guld-Kronen,
Da jeg skal med Forundring see
At der endnu til Fleer end Tre
Er Rum paa Himmel-Thronen.