Hvad nytter den Raaben
Paa Troen og Daaben,
Fra Dagning til Kveld?
Mon deri sig dølger,
Med lydende Bølger,
Et Livets og Viisdommens Væld?
Er Troen og Daaben
Det ypperste Vaaben
Til Christendoms Værn;
Velan! lad til Prøve
Dem Æggene døve
Paa Ord, som af Staal og af Jern!
Er Troen og Daaben
En Himmel-Dør aaben,
Til Lys og til Liv;
Velan da! saa stimler
Til Dørren og himler,
Og spilder ei Tiden med Kiv!

4.
Saa lyder en Stemme,
Hvor end den har hjemme,
Ei uden al Grund,
Men Røsten sin Raaben
Paa Troen og Daaben
Forsvare dog tør med sin Mund!
At Hjelme og Skjolde,
Som Mure og Volde,
Maae prøves i Strid,
Kun Daarer kan nægte,
Men var da uægte
Ild-Prøven i Romernes Tid?
Hvis Nogen sig kryer
Af Dørre, han skyer,
Han farer med Vind,
Men maa i Guds Rige
Man derfor ei sige:
See! Dørren staaer aaben, kom ind!
Og maa du ei lytte,
Og Dørren benytte,
Som Udraabet lød,
Før du det opdager,
Om Salen er fager,
Hvortil dig Herolden indbød!
Og stræbde Man længe
I Sal at indtrænge,
Hvor Dørren var ei,
Maa den, som har Brystet,
Ei raabe høirøstet:
Kom her! jeg skal vise jer Vei!
Og prales af Seier,
Mens Kampen sig dreier
Om Skygger i Vraa,
Maa da ei med Luren
Man kalde til Muren,
Udraabe, hvor Slaget skal staae?
Jo, vel maae vi raabe,
Og godt tør vi haabe
Den Vinding ei fiin,
At endes skal Spasen
Med Bileams Asen,
Og med Gadarenernes Sviin!
Den Vinding er større,
At ei Man om Dørre
Skal lede i Vraa,
Mens Barnet iblinde
Kan Indgangen finde,
Hvor Orglet og Klokkerne gaae!
Dog er, uden Mage,
Den Største tilbage,
For dem som indgaae,
Naar Troen og Daaben
Er Himmel-Dør aaben,
Som Herren os gav at forstaae!
Ei meer vi da kives
Om hvad der beskrives,
Men komme og see,
Ja, lære af Livet,
Hvad Gud os har givet,
Af Aanden hvad end bør at skee!
See, derfor vi raabe,
Til Viismand og Taabe,
Saa høit vi formaae:
Troer kun hvad jer huer,
Men om I end truer,
Vor Tro vi ei heller fragaae!
Og hvis eder lyster,
Til Kys eller Dyster,
At kiende vor Tro,
Da spørg ei de Døde,
Ei Tyrk eller Jøde!
Søg Skoven hvor Træerne groe!
Ja, hør til den Ende
Hvad høit vi bekiende,
Besvare med Ja,
Hvor Borgerskab vindes,
Hvor Borgen der findes
For hvad vi vil aldrig gaae fra!
Kun der kan I lære,
Hvad vi maae begiære
Af Brødre for Gud,
Hvad de maae benægte,
Som kalde uægte
Vor Tro og vor Konge saa prud!
Kun det, vi besværge,
Vi samtlig skal værge,
Vi Alle maae troe,
Mens Bispen og Præsten
Maa svare for Resten,
Ei giøre dermed os Uro!
For Bogen De raade,
Men ei for Guds Naade,
Og ei for vor Tro,
Saa, løfte De Vaaben
Mod Troen og Daaben,
Vi følge de himmelske To!
Ja, Bispen og Paven,
Med Kronen og Staven,
Er Christus, vor Drot,
Som Troen og Daaben,
Sin Himmel-Dør aaben,
End mægter at værge fuldgodt.
Og Præsten med Skriften,
Med Tunge-Bedriften,
Med Tonernes Hær,
Vor Trøster i Vaanden,
Det er Hellig-Aanden,
Som fører det flammende Sværd.
See, derfor vi raabe,
Og derfor vi haabe,
Ja seire forvist;
Thi vindes herneden
Ei fuldelig Freden,
Os vinker dog Palmerne hist!
For Freden at stride,
For Palmen at lide,
Med Kiærligheds Ord,
Det lærer os Præsten,
Paa Ny-Pindsefesten,
I Hyrdens velsignede Spor!