Hvad maa mit Hjerte sige,
Naar ret jeg tænker paa
At Gud af Himmerige
I Krybben ligge maa,
At Himlens Fryd og Ære,
Det store Skaber-Ord,
Skal saa foragtet være
Paa denne usle Jord!
En Perle ei forgiættes,
Men ledes smaalig op,
Den blanke Demant sættes
I Kronens gyldne Top,
Man kaster ei en Drue
Blandt visne Grene ned;
Skal jeg min Gud da skue
I slig en Usselhed!
Hvi skulde Herre-Sale
Ei for dig prydet staae?
Du havde at befale,
Hvor kun du peged paa!
Hvi lod du dig ei svøbe
I Morgen-Rødens Baand,
Saa Konger maatte løbe
At kysse dig paa Haand!
Hvi lod du ei udspænde
En Himmel til din Telt,
Og Straale-Fakler brænde
For Evighedens Helt,
Hvi ei engang opdukke
Af Jordens rige Skiød
En gylden Barne-Vugge,
Med Roser overstrø'd!
Selv Tiggere dog pleie,
Nu i den glade Juul,
At finde bedre Leie,
End du i Krybbe-Skjul,
Det gjaldt ei for dit Eget
Det Hø, hvori du laae,
Du havde ei saa meget,
Du kunde hvile paa!
O kom, jeg vil oplukke
Mit Hjerte, Sjæl og Sind,
O hør de Længsels Sukke,
O Jesus! kom herind!
Det er Din egen Bolig,
Du har den skabt og kiøbt,
Der skal du hvile rolig
I Tro og Tak indsvøbt!