Hvad har Kirken her tilbage,
Som er værdt at sjunge om?
Kalk og Disk og Lyse-Stage,
Nøgne Vægge, Blokken tom;
Sjelden Spir og høie Gavle,
Døbe-Funt og Alter-Tavle,
Som engang er Synet værd!
Selv i Syden, hvor Man svimler
Over Peders-Kirkens Tag,
Selv i Kirken, hvor Man himler
Konstig med den fine Smag,
Hvor er Kirkens Gods og Værge?
Hvor den Tro, som flytter Bjerge?
Hvor den Konst, som skaber Guld?
Før, da med trefoldig Krone
Paven sad paa Kapitol,
Og saa høi var ingen Throne,
Som Sanct Peders Bispe-Stol,
Da Choral og Kæmpe-Vise
Kunde vel ei noksom prise
Korsets Glands og Kirkens Drot!
Men nu har jo Pavens Lykke
Tøfler, som ei kysses, paa,
Kirkens Sværd er kun en Skygge,
Spir og Krone ligesaa,
Stodder-Konge, Tigger-Munke,
Dødning-Been og Bulle-Bunke,
Er det værdt at kvæde om?
Groe nu selv paa Træer grønne
Skygger kun af Frugtens Guld,
Hvor kan da de Tørre lønne
Sangens Fugl i Nordens Kuld!
Hvor kan da en Harpe tone
Her om Kirkens Gylden-Krone,
Spir og Sværd og Moder-Skiød!
Blev det her saavidt ei drevet,
At af Alt, hvad Kirkens var,
Kun Optegnelsen og Brevet
Vi beholdt til Kirke-Kar!
Blomstre da, trods Band og Pave,
Her nu Kirkens Rune-Stave:
Skyggerne af Arons Stav!
Billedlig ta'r Skriften Svaret:
'Hvo mon tro'r, hvad vi har hørt,
'Og for hvem er aabenbaret
'Herrens Haand, som os har ført?
'Søn bebuded vi, som Kviste,
'Sprungne frem, før Nogen vidste,
'Jordens Tørke-Baand til Trods.
'Verden finder ei ham fager,
'Savner Smil og Rosen-Kind,
'Men vor Skyld han paa sig tager,
'Taaler Sting i stille Sind,
'Taaler Spot og Tugt beskeden,
'Mægler os til Bedste Freden,
'Kiøber Læge-Konst med Saar!'
Ja, i Colossenser-Brevet,
Frugtbart, naar det pløies vaadt,
Til vort Svar staaer atter skrevet,
Klart, naar Øiet kun er godt:
Stod, i Paaske-Morgenrøde,
I med Christus op af Døde,
Husk da paa Hans Himmel-Fart!
Eders Hjerte, eders Øie,
Ile did, trods Jordens Baand,
Hvor Han sidder i det Høie,
Ved Gud-Faders høire Haand!
Søger det, som er foroven,
Over Sky, som over Skoven,
Ei hvad kiønt er kun paa Jord!
Endelig dertil og Grunden,
I et andet Sende-Brev,
Fløi Apostelen af Munden,
Da han til Hellener skrev:
Synligt har sin Tid og Time,
Evigt kan dermed sig rime,
Kom, dog ei tilsyne her!

Bundet blev den store Drage,
Rugende paa Kirke-Guld,
Hver sig skyndte da at tage
Hvad dem huged, Haanden fuld,
Vi og tog hvad os behaged,
Først og sidst hvad Andre vraged':
Morten Luthers Barne-Tro!
Kirken her da har til Bedste
Barne-Tro af Hjertens Grund,
Lid tør vi til Løftet fæste,
Herren gav med Haand og Mund,
Vi Ham tør paa Ordet tage:
Jeg er med jer alle Dage,
Er I To, saa giør det Tre!
Derfor godt vi har i Grunden,
Alle gode Ting er tre,
Sang har immer Barne-Munden,
Kan og ret af Hjertet lee;
Lod engang vi os besnakke,
Tog med Steen for Brød tiltakke,
Det giør Herren godt igien.
Haand og Mund hos Skiøde-Barnet
Hardtad ei kan skilles ad,
Neppe mærked vi, at Skarnet
Mellem dem indskiød sit Had;
Selv i Bog for 'det betyder'
Sagde vi 'som Ordet lyder,'
Herrens Ord af Haand i Mund!
Bagvendt jo det var tilvisse,
ordet lød dog om de Smaa:
Ringeagter aldrig disse!
Højest deres Engle staae.
Som i Kiødet, saa i Aanden,
Om end bagvendt, Barne-Haanden
Bringer let dog Mad til Mund!
Skriften, læst med Øine vaade,
Herrens Bog med Barne-Tro,
Den er rig paa Lys og Naade,
Den er fuld af Fred og Ro;
Her, som hist i Blomster-Haven,
Sidder hos Guds Ord i Graven
Engle-Vagt med Himmel-Nyn!
Dunkelt klang det for vort Øre,
Som de sang, 'her ligger Han,'
Let ei falder det at høre
Lydt i Gravens Taage-Land;
Som vi hørde, saa vi tro'de,
Tog, alt som de skrevet stode,
Stavene for Herrens Ord!
Det os kosted bittre Taarer,
Thi Bog-Staven slaaer ihjel,
For Hvis Skyld Man bliver Daarer,
Det giør dog en stor Forskiel;
Engle hjalp, saagodt de kunde,
Han, som slap os ingenlunde,
Hjalp os ud af Dødning-Drøm!
Øret Han os giennembored,
Skabde saa os gode Kaar,
Lydt det nu fra Engle-Choret
Klang omtrent som skrevet staaer:
Søger ei iblandt de Døde
Ham som ei blev Orme-Føde!
Pas kun paa hvad Han har sagt!
Vi forstod halvkvæden Vise,
Fandt i Kirken brat Guds Ord,
Fatted Mod til høit at prise
Hvad kun Barne-Hjertet tro'r,
Fandt i Ordet, som det lyder,
Alt hvad Skriften kun betyder,
Evig Nok at kvæde om!
Nu vi see: til Punkt og Prikke,
Sandt det er, som skrevet staaer,
Fik du Mindst, dig fattes ikke,
Meer end Nok slet Ingen faaer;
Arve-Ret til Himmel-Guldet
Følger hele Børne-Kuldet:
Hver, som tro'r og bliver døbt!
Om Opstandnes Første-Grøde
Altid Sagn maa gaae for Syn,
Til de Levende og Døde
See Hans Blik som Himmel-Lyn,
Da vi skal i Skyen møde
Evighedens Morgen-Røde,
See i Glands hvad Han har sagt!
Lad kun Elementer smelte!
Herrens Ord skal ei forgaae,
Over os Det hvælver Telte
Stjernestrø'de, himmelblaa,
Under dem med Hjertens-Glæde
Ordets Priis vi evig kvæde,
Ordets, som er Liv og Aand!
Hvad gav Støvet Livets Krone?
Spørges lydt i Engle-Chor;
Svares i den samme Tone:
Barne-Tro paa Herrens Ord,
Den har Støv fra Jordens Dale
Hævet op i Himmel-Sale,
Gjort til Alt hvad Gud har sagt!