Da mørkest det saae i Verden ud,
I Dronning Margretes Dage,
Da alt hvad der kaldte sig Himlens Bud
Var Mennesket kun til Plage,
Da kom der et Glimt fra Lysets Hjem,
Og underlig nok hedd 'Betlehem'
Den Afkrog, hvorfra det udskinned.
Ja, det var i Prag, i Bømerland,
Afsides i Klippe-Egne,
Hvor Modersmaalet var sat i Band
Af Paven som allevegne,
Det havde beholdt en Hytte lav,
Hvorinde, som i en aaben Grav,
Det kæmped med Døden fremdeles.
Det rygtedes vidt, at Johan Huss
Udraabde Guds Ord med Varme,
Og tændte i mangt et Hjerte Blus
Med Torden og Lyn i Harme,
Mod Paven i Rom og Tysken med,
Som vilde i Guds og Folkets Sted
For Sjæle og Legemer raade!
Høiskolen i Prag en Tysker-Trop
Sig havde med Pral tilegnet,
Men Folket nu foer i Søvne op,
Derpaa havde Ingen regnet,
Med Hæle da fægted Tysken vel,
Men svor dog ved Himmel og ved Hel,
Det Oprør han skulde neddæmpe.
Der Bulle nu kom og Bud fra Rom,
Som trued med Helveds-Pinen,
Hvis ikke med Bod der vendtes om
Til Tysken og til Latinen,
I Bømen derad vel Folket loe,
Men havde dog ingen Seiers-Tro
Paa Aanden, som er i Guds-Ordet.
I Tyskland blev holdt et Kirke-Raad,
Dertil blev da Huss indstævnet,
Hans Død det var Raadets Heltedaad,
Hans Blod blev ikke uhævnet,
Men mere end Blod Guds Ord er værd,
Det værges ei kan med Spyd og Sværd,
End sige med Hænder oplyses!
Det Halve af Bømen blev en Ørk,
Og Tyskerne faldt som Fluer,
Men Kirken om Land var lige mørk,
I Røgen af Skiærsilds-Luer
Blev Paven afsat i Kirkeraad,
Det dæmped slet ikke Troens Graad,
Som kunde ei Frelseren finde.
Han var med Guds-Ordet lagt i Grav,
Tillukket igien Guds-Haven,
Man havde ham søgt hinsides Hav,
Men fandt ham ei der i Graven,
De søgde ham nu i Mørkets Vraa,
Hvor Lygtemænd kun og Gienfærd gaae,
Og Fristeren spiller med Ordet!
Da hersked paa Jord der Hungersnød,
Som den, hvorom Amos sjunger,
Der fattedes ei paa Vin og Brød,
Men skreges af Sjæle-Hunger,
Paa Læberne dødt var Livets Ord,
Med Avner besaaet den gode Jord,
I Kirken for Brødet kun Stene!