Hos Herren paa det Høie
Stod Simon Jona-Søn,
Som Solen var hans Øie,
Som Lys hans Klædning skiøn.
Det klang, som fjerne Toner
Af Sang og Fløite-Lyd:
Min Søn med Glands Jeg kroner,
Adlyder ham med Fryd!
Med Venner fra Guds Bolig
Da Herren skifted Ord,
Om Kors og Død fuldrolig,
Om Seng i sorten Jord!
O hør mig, Drot, du Kiære!
Udbrød da Simon glad,
Her er saa godt at være,
Lad os ei skilles ad!
O, havde vi kun Skygge,
Var himmelsk her at boe,
Lad Hytter tre os bygge
Til Dig og Venner to!
Vi sidder i det Lave,
Vorherre over Sol,
Vi sidde mellem Grave,
Han paa sin Faders Stol!
Dog godt er her at være,
Det volder Herrens Ord,
Som virker til hans Ære
Vidunderlig paa Jord!
Det lyder for vort Øre,
Gienlyder i vort Bryst,
Da kan vort Hjerte høre
Med Fryd Guds Fader-Røst!
Da seer med Sjælens Øie
Vi Herren i Hans Glands,
Seer Englene sig bøie
For Ham med Straale-Krands!
Med Venner i Guds Bolig
Vor Aand da skifter Ord,
Om Kors og Død fuldrolig,
Om Seng i sorten Jord!
Vort Kors er uden Jammer,
Vor Død er uden Brodd,
Vor Grav et Sove-Kammer,
Og Herrens Liv vor Lodd!
Med Ham vi Alle døde,
I Daabens dybe Flod,
Med Himlens Morgen-Røde
Nyfødte vi opstod!
Thi vilde ei vi bytte
Med Bjerg og Sole-Glands,
Vor lave Tempel-Hytte
Og Herrens Seiers-Krands!
Hans Aand er i vor Kiæde,
Hans Ord er i vor Mund,
Ham Selv vi seer med Glæde
Nu om en liden Stund!
Til Jesu Christi Ære,
Det tone høit i Sky:
O, her er godt at være
I Herrens Kirke-By!