Høiere end Huus og Hall,
Drot i Himmel-Sale!
Mærk vor Nød og hør vort Kald!
Vi os dig befale!
See i Naade til dit Huus!
Ynkes over Tempel-Gruus,
Lov-Sang lagt i Dvale!
Selv er du den Ædel-Steen,
Som i gamle Dage
Mestrene med Hjerne-Meen
Vovede at vrage;
Viis det nu, o vær saa blid,
Nu det er den høie Tid,
Du er uden Mage!
Lad nu brat sig Kridt og Flint
Konstig sammenføie,
Kirke-Væg som Klippe-Klint
Staae for Verdens Øie!
Saa det mærker Hver og Een,
Du som Hoved-Hjørnesteen
Kan dit Huus ophøie!
Nu paa Spil din Ære staaer,
Sanddru uden Lige!
Viis, i Dag er som igaar
Du den Seierrige!
Trods dit gode gamle Lov,
Nu det giøres hardt behov,
Du maa selv opstige!
Saa forfaldent er dit Huus,
Ingen det kan lave,
Uden du, som kan af Gruus
Hele Verden skabe,
Du med Kæmpe-Armen stærk,
Som har gjort det Mester-Værk,
Kan ei Magten tabe!
Kom da Selv, du Livsens Drot!
Giør os Arme glade!
Lad med Skaden høste Spot
Alle, som os hade!
Nøgel har du til hver Dør,
Viis, du kan endnu som før
Lukke og oplade!
Haabet vel for Andre brast,
Drages vi til Minde,
Vi dog troe det fuldt og fast,
Vi skal Seier vinde;
Selv du sagde, al vor Nød
Kaste maae vi i dit Skiød,
Saa skal den forsvinde!
Vi i Fængsels mørke Nat
See ei Soel og Maane,
Som paa Himlen du har sat,
Til os Lys at laane,
Dog vi stoler paa dit Ord,
Som med Himmel og med Jord
Skal ei døe og daane!
Du er Evighedens Soel,
Livets Morgen-Røde,
Og da Morgen-hanen goel,
Du stod op af Døde;
Lad nu af din Straale-Krands
Vore Øine laane Glands,
Vore Tunger gløde!
Da er Nat og Nød forbi,
Da er Sorgen slukket,
Vi er stærke, vi er frie,
Fængslets Dør oplukket!
Da er Kirken reist paany!
Sig med Lov-Sang høit i Sky
Svinger Hjerte-Sukket!