Her er Guds Huus og Himlens Dør,
Og ellers ingensteder,
I Øst og Vest, i Syd og Nør,
Det er min Arilds-Hæder;
Thi Herren vidner: her er Jeg,
Guds-Husets Dør, den rette Vei
Til Himlens Høie-Lofte!
Den Dør oplades i min Daab,
Og hvem derad indganger,
Dem møder Herlighedens Haab,
Og Paradisets Sanger,
Men Dørren er slet ingen Port,
Den efter Barne-Maal er gjort,
Saa smal, saa lav og lille!
Thi smiler englesødt, I Smaa!
Hvor Sandhed selv mon sige,
At kun paa Barne-Fod indgaae
Man kan i Himmerige!
I Store! vorder smaa paany,
Saa op til Herren over Sky
I voxe kan med Ære!
Ja, lær det dog, o Menighed!
Dig dybt for Ham at bøie,
Som trykker kun det Tomme ned,
For rigtig at ophøie,
Sig kalder selv en Konge-Ørn,
Som bær paa Vinger Sine Børn
Op til sit høie Sæde!
Ei skal I bævende, som før,
I Pagtens gamle Dage,
See til Guds Huus og Himlens Dør,
Mismodige forsage;
Thi de Gienfødte er Guds Æt,
Og Han, der gav dem Børne-Ret,
Er mægtig i de Svage!
Nu i Hans Huus ei truer Død,
Men evigt Liv tilbydes,
Nu skal Hans Alters Skue-Brød
Af hele Folket nydes,
Og knæle I ved Kongens Bord,
Med Barne-Tro paa Sandheds Ord,
Da vorde I Hans Lige!
Udstammer da ved Himlens Dør
Vorherres Priis, I Spæde!
Udtryk, Guds Folk, Som aldrig før,
Nu klart Hans Huses Glæde!
Thi aldrig før saa klart det blev,
At skrevet har et Himmel-Brev
Guds Finger i dit Hjerte!
Guds Rige lignes ved et Frø,
Det Mindste Man kan finde,
Nedlagt i Muld ei til at døe,
Men Død at overvinde,
Opvoxende saa til et Træ,
Som alle Fugle skiænker Læ
Og Lyst til sødt at sjunge!
Al Christenhed! kom det ihu!
Tro Herren til det Bedste!
Og beed, at Han sit Løfte nu
Ved Aanden vil stadfæste;
Saa det maa høres paa vort Chor,
At Himlens Fugle paa Guds Jord
For Vuggerne har sjunget!