Han, som har hjulpet hidindtil,
Han hjelper nok herefter,
Han altid kun det Bedste vil,
Og Han har Almagts-Kræfter,
Og Han saa grundig alting veed,
At selv tilbunds i Kiærlighed
Seer klart hans Forsyns-øje!
Den øde Ørk, det vilde Hav,
Den haarde Vinter-Kulde,
Den dybe Sorg, den mørke Grav,
De Kiære under Mulde,
For Alt hos Gud er gode Raad,
Til Frydesang han vender Graad,
Saa let som Vind og Vove.
Thi naar vor Sjæl er i Guds Haand,
Guds-Ordet i vort Hjerte,
Da brister for os alle Baand,
Som pine kan og smerte,
Da aabner sig, som aldrig før,
Guds-Rigets Port, Guds-Husets Dør
Og Livets Kilder alle.
Om end vort Støv er lige tungt,
Saa faaer vor Sjæl dog Vinger,
Saa den med Ordet evigungt
Sig let til Himlen svinger,
Og seer saa fra det Høie ned
Med Smil paa Verdens Usselhed,
Med Trøst paa Jordens Møie.
Vi føler, at hvordan det gaaer,
Hvad Verden giør og lader,
Saa gav os Gud dog Børne-Kaar,
Saa er dog Gud vor Fader,
Saa er vor Død dog kun et Blund,
Og Støvet om en liden Stund
Faaer ogsaa Ørne-Vinger.
Min Sjæl, hvi bruser du da saa
Og krymper dig i Støvet,
Og gruer for de Skyer graa,
For Vindens Pust i Løvet?
Du veed jo dog, trods Vind og Sky,
Du skue skal de Himle nye,
Som Gud giør evig klare!
Og du, mit Støv, hvi sukker du
Som under Fjelde knuset?
Du hører jo, der skaffes nu
Dig Plads i Fader-Huset,
Din Frelser vidner, ei et Haar
Forkomme skal i Ormegaard
Og fattes i Guds Rige!