Guds Huus med Livets Ord,
Du skal slet ikke mene,
Man finde kan paa Jord,
Opbygt af Kalk og Stene,
Guds Kirke er Hans Folk,
Og kun sin Hellig-Aand
Han har til Præst og Tolk!
Derfor den Sag er reen,
Som Gud og som Hans Aand,
Hans Kirke er kun een,
I Broderskabets Baand,
Een Herre, Tro og Daab,
Eet Himmerig paa Jord,
Eet Herlighedens Haab!
Fra Aanden kom herned,
Guds Gierning god at virke,
Med Jesu Christi Fred
Urokket stod Guds Kirke,
Naar mindst var Herrens Flok,
Mod Verden og dens Drot,
Den dog var mægtig nok!
Det Huus, Guds Aand beboer,
Usynligt her man kalder,
For Støv ei seer Guds-Ord,
Før Skiæl fra øiet falder,
Og Aanden ene veed
Med Tro af Hjertens Grund
Og Bolig sin Beskeed!
Det er dog synligt nok,
Og bli'r til Verdens Ende:
Der er en lille Flok,
Som Jesus tør bekiende,
Som elske Troens Ord,
Som prise Aandens Bad,
Lovsynge Herrens Bord!