Gud taler, saa det skeer:
Ved Ordet Alt er blevet,
Derved al Daad er drevet,
Derved al Skrift er skrevet!
Min Sjæl! hvad vil du meer?
Det er ei bart og blot,
Al Magt er Ordet givet,
I Det er Lys og Livet!
Fra Solen indtil Sivet
Dets Værk er saare godt!
Thi leve af Guds Ord,
Som er hvad Det vil være,
Og lyse til Dets Ære,
Med alle Himlens Hære,
Vi Smaafolk paa Guds Jord!
Ja, Ordet af Guds Mund
Er Alt, hvad sit Det nævner,
Det stædes, hvor Det stævner,
Og Det har Aandens Evner,
Nu og i allen Stund!
Før Morgen-Stjernen fød,
Det er den Underfulde,
For Fjender Vinter-Kulde,
Men Varme for de Hulde,
Er baade Aand og Kiød!
Ældgammelt, dog ei graat,
Bespottet, Sig til Ære,
For Kiødet tungt at lære,
For Aanden let at bære,
Skiøndt alle Aanders Drot!
Ja, Ordet er Guds Mund,
Og Røsten er Hans Aande,
Som Ordet gaaer tilhaande,
Og trøster i Dets Vaande,
Dets Ven af Hjertens-Grund!
Gud-Faders Veir og Vind
Man godt kan Aanden nævne,
Som farer paa det Jævne,
Men holder Kirke-Stævne
Paa Himmel-Bjergets Tind!
Den Vind er Ordens Lyd,
Og Veiret er de Vinger,
Hvorpaa sig Ordet svinger,
Og Aanden er Guds Finger,
I den er Almagts Dyd!
Saa enes Aand og Ord,
Og til Gud-Faders Ære
De godt hinanden bære,
Vil altid sammen være,
I Himmel og paa Jord!
Saa speiler sig i Muld,
Paa hver en Støvets Tunge,
Som tale kan og sjunge,
Den Gamle, Evig-Unge,
Hvis Navn er 'Underfuld!'
Saa fra vor Hjerte-Grund,
Med Ordet, naar Det klinger,
Og kraftig sig udsvinger
Paa Aande-Drættets Vinger,
Gaaer Aand ud af vor Mund!
Det kommer af, at Gud,
Som vi i Skriften læse,
Saa naadig var at blæse
Livs-Aande i vor Næse,
Den gik af Munden ud!
Da klang det lille Ord,
Som Herren bød at stævne
Og stige efter Evne,
Og nøies med at nævne
Hvad mærkes kan paa Jord!
Udsender Gud sin Aand,
Da lyder Guddoms-Blivet,
Da aabenbares Livet;
Men hvad os Gud har givet
Er altid i hans Haand!

Ja, kræver Sit igien
Af Støvet Skaber-Haanden,
Opgive maa Det Aanden,
Og i Skilsmisse-Vaanden
Det trøster ingen Ven!
Ak! Død er Syndens Sold!
Og selv i Livets Dage
Blev Ordets Kræfter svage,
Saa Støvet sank tilbage
I Elementers Vold!
Dog Ordet ei omsonst,
Til evig sig at græmme,
Gav Støvet Liv og Stemme,
Han aldrig kunde glemme
Det Stor-Værk af sin Konst;
I Aand med sagte Lyd
Han ringed for det Øre,
Han skabde til at høre,
Og lod saa Læben røre
Ved Naadens Dyb og Dyd!
Da klang et Spaadoms-Ord
Om Guddoms-Ordets Gaade,
Som Alting har at raade,
Om Sandhed og om Naade,
Velmødt paa faldne Jord.
Som Vinter-Solen smukt
Det styred Vandrings-Staven,
Og kasted Lys paa Graven,
Gienfødte dog ei Haven
Med Livets Træ og Frugt!
Som Solen i sin Glands,
Det Ord, som Engle hylde,
Dog vilde Graat forgylde,
Kom selv i Tidens Fylde,
Blev Kiød med Straale-Krands!
Da sødt i Jule-Nat
Sang Himlens Natter-Gale,
Om Honning-Dugg i Dale,
Mod Ordets egen Tale
Den Sang var dog kun mat!
Ei glemmes kan paa Jord,
Og ei i Himmel-Sale,
Hvor sært fra dybe Dale,
I Bøn og Sang og Tale,
Nu klang det store Ord!
Ved Munden faur og fiin
Fik Jorden Bryllups-Dage,
Og for dens Kys at smage
Selv Vandet sig saa fage
Forædlede til Viin!
Slog han til Lyd ombord,
Kun med sin lille Finger,
Hvor underlig det klinger,
Dog sænked Stormen Vinger,
Og lytted til hans Ord!
Da fik de Blinde Syn,
Og Hørelse de Døve,
Opmærksomhed de Sløve,
Thi Eet var Lam og Løve
Og Soel og Dugg og Lyn!
Da lærdes det paa Jord:
Til Hjerterne at smelte,
Som til at skabe Helte,
Og Bjergene omvælte,
Behøves kun Guds Ord!
Hvor Guddoms-Røsten klang,
Der blev den Folke-Føde,
Der blomstrede det Øde,
Der reiste sig de Døde
At skue Livets Gang!
Og hvor den blev til Bøn,
Til Venne-Graad og Klagen,
En Gravlagt, Fjerde-Dagen,
Kom, svøbt i Jorde-Lagen,
At knæle for Guds Søn!

Ny Viin de gamle Kar,
Og overspændte Strænge
Sig selv, maa snarlig sprænge,
Stor-Ordet derfor længe
I Støvets Mund ei var!
Thi sagde og Guds Ord:
Slet Ingen mig henretter,
Jeg selv mit Liv tilsætter!
Den Tro os ei aftrætter
Hans Saar og Nagle-Spor!
Dog Soel bar Sørge-Dragt
Da Skaberen, i Kiødet
Hudflettet, overblødet,
Korsfæstet, skiændt og dødet,
I Jordens Skiød blev lagt!
Og Jordens Moder-Skiød
Da bølged som et Lagen,
Og indtil Tredje-Dagen
Maria-Jammerklagen
I Engle-Chor gienlød!
I Helved hørdes Fryd,
Dog kort i Djævle-Krogen,
Thi Sandhed var lysvaagen,
Og Porten brat med Laagen
Fløi op ved Ordets Lyd!
Ja, sprængt blev Dødens Port,
Fløi op og sprang af Hængsel!
Saa fanger Man et Fængsel,
Og stiller Gravens Længsel,
Selv dødt var Ordet stort!
Til Helved Ordet foer,
Men kom dog brat tilbage,
Med Seier uden Mage,
Til Himlens Herre-Dage
Det løfted sig fra Jord!
Tilhimmels Ordet foer,
Men til vor Trøst i Vaanden
Med Munden og med Haanden,
Som Støvets Pant paa Aanden,
Velsigned han vor Jord!
Paa Første-Pindsedag
Tiljords, paa Lynilds-Tunger,
Den Røst, i Kirken runger,
Den Røst, i Hjertet sjunger,
Nedfoer med Torden-Brag!
Nu er der Fred paa Jord!
Som Vind i Æspe-Løvet,
Guds Aande boer i Støvet,
I Guld, syvgange prøvet,
I Troens lille Ord!
Ja, see Guds Underværk!
Som Kiærligheden vilde,
Det store Ord blev lille,
Trods Døden Livets Kilde,
En Barne-Gud fuldstærk!

Den Store og de Smaa,
Til alle Engles Gammen.
I Kirken voxe sammen,
Til Alt er Ja og Amen
Paa Skyer himmelblaa!