Gud-Fader udsendte sit Naadens-Ord,
Og Menneske blev den Eenbaarne,
Da skabdes og spurgdes der Nyt paa Jord,
Vidunder selv for de Omskaarne;
I Hebrons og Jordans og Karmels Egn
Fordunkledes alle de gamle Tegn
Af Menneske-Sønnens Dage!
Gud-Fader Han kroned en Mand af Muld,
Og gav ham guddommelig Ære,
Den Nyhed tykdes saa underfuld
For alle de himmelske Hære;
Den forrige Verden, med Soel og Sky,
Af Englene glemdes da for den Ny,
Hvor Lammet er Lys alene!
Gud-Fader udsendte sin Hellig-Aand,
Til Himmel og Jord at forbinde,
Og daglig nu væves der gyldne Baand
Af Traade, som Engle dem spinde,
Alt Himlen og Jorden blandt os og dem
Lovsynges nu som den Eenbaarnes Hjem,
Hans Fødeland er de Begge!
Vi søge vort Hjem over høien Sky,
Og Englene deres derunder,
Og Begge forvente den Verden ny,
Guds Aand kun alene udgrunder,
Da Alting er samlet, som i en Sum,
I Barnet, som lagdes i Krybbe-Rum,
I Himmels og Jords Eenbaarne!