Giv mig, Gud, en Psalme-Tunge,
Saa for Dig jeg ret kan sjunge,
Høit og lydelig!
Saa jeg føle kan med Glæde,
Sødt det er om Dig at kvæde
Uden Skrømt og Svig!
Himlene din Glands forkynde,
Lad hver Morgen mig begynde
Dagen med din Priis!
Og naar Aften-Klokken ringer,
Lad min Sang paa Lærke-Vinger
Stige ligerviis!
Aldrig noksom Dig kan love
Mand paa Mark og Fugl i Skove
For din Miskundhed,
Lige god i Ny og Næde,
Giør Du, os til Gavn og Glæde,
Meer end Engle veed!
Hvert dit Værk er stort Vidunder,
I din Viisdom Ingen bunder,
Som af den har øst,
Kun en Tosse tør det nægte,
At hos dig er Alting ægte,
Alting mageløst!
Græsset liig er hver en Synder,
Ender, før han ret begynder,
Visner i sin Vaar,
Himle selv forgaaer af Ælde,
Men i grundfast Guddoms-Vælde
Evig du bestaaer!
Dine Fiender gaae tilgrunde,
Ja, som Avner skal de Onde
Hvirvles, veires hen,
Mens i Alderdommens Dage
Herlig Kræfterne tiltage
Hos din gode Ven!
Fiender styrte, før de rave,
Glade over deres Grave
Høre vi dit Ord:
Som en Palme, som en Ceder,
Rank opgroer og sig udbreder
Retviished paa Jord!
See, fra dine Drivehuse
I det Fri, hvor Storme suse,
Poder plantes ud!
Og naar de som Snee er hvide,
Finest Frugt om Vintertide
Bære de for Gud!