For den soleklare Gud
Adam blind miskiendte,
Dreves han af Eden ud,
Som han det fortjende!
Atter kom i Paradis
Røveren, for han retviis
Kiendte Gud i Taage!
Lukt ved Kundskabs-Træets Rod,
Sprang saa op ved Korsets Fod
Paradisets Laage!
Slangen spyed hist i Læ
Gift i Evas Øre,
Kvindens Sæd paa Korsets Træ
Lærde Støv at høre,
Lod udstrømme over Jord
Vand og Blod i Naadens Ord,
Lærde Folk tillige,
Med den Røver lykkelig,
At udraabe: tænk paa mig,
Herre i dit Rige!
Før dit Sole-Øie brast,
Ypperste blandt Helte!
Nagled du til Korset fast
Dommen, som os fældte:
Naglen, med din rene Haand,
Giennembored Lovens Baand,
Helveds Hold og Skiøde!
Ja, korsfæstet blev med dig,
I Hvis Mund ei fandtes Svig,
Lovens Band, og døde!
Som et stille Offer-Lam
Gik vor Drot i Døden,
Ændsed ikke Korsets Skam,
Bar uskyldig Brøden,
Vendte ei sit Ansigt bort
Fra al Verdens Vee og Tort,
Vilde Alt udsone;
Gjorde i et Gylden-Aar
Jorden til en Rosen-Gaard,
Under Torne-Krone!
Moses, underviist af Gud,
Gjorde, som Han vilde,
Strakde begge Arme ud,
Korset at afbilde!
Da om Himlens Hjelp det gjaldt,
Under Kors Amalek faldt,
Steg kun, naar det daled;
Staae og falde maae paa Jord
Kirken saa med Korsets Ord,
Det blev der afmalet!
Christne! derfor Alle her
Samle eder Røsten!
Ei af plumret Brønd og Kiær
Meer I øse Trøsten,
Men af Naadens klare Flod,
Sprunget ud ved Korsets Fod,
Og af Klippe-Graven!
Korsets Ord er Syndens Død,
Livets Røst fra Graven lød,
Lukked op Guds-Haven!