For al den Deel, som Gud har gjort,
Op, Sjæl, Ham at lovsjunge!
Thi Alt hvad Han har skabt er stort,
Og mindst er ei din Tunge!
Gik alle Konger end paa Rad,
Med Pral, i Glands og Vælde,
De satte dog ei mindste Blad
Paa Rose eller Nælde;
I Tusind-Tal vor Skabers Haand
Dog skiænker alle Dage
Hver Blomst saa favert Klædebon,
At Konger fik ei Mage!
Al Verden ei den Viisdom har
Fuldklart ikkun at tale,
Om mindste Kryb, som Jorden bar
Paa Bjerge og i Dale.
Hvad skal vi sige, naar vi see
Guds Mester-Værk paa Jorden:
See Kvinden græde, Barnet lee,
Og høre Tungens Torden!
Før vi med Tungerne af Jord,
Os ved Guds-Munden ligne,
Som føre kan det store Ord,
Forbande og velsigne!
Hvad skal vi sige om de Smaa,
Som bygge Babels-Taarne,
Som, skiøndt de til hans Knæ ei naae,
Tør trodse den Eenbaarne!
Bryd ud, min Sjæl! o Rigdoms Dyb
Paa Viisdom, Magt og Naade!
I Aanders Kreds er jeg et Kryb
Mig selv er jeg en Gaade!
Og tak saa Ham, som du kan bedst,
Den Drot i Himmel-Sale,
Der vilde som en fremmed Giæst
Til Jorderig neddale!
Guds egen Søn, o glem det ei!
Sank til de Dødes Rige,
Kun for at du paa Livets Vei
Til Lysets Hjem kan stige!
O priis din Fader! Søn af Muld!
Han skabde Nyt paa Jorden:
Et Himmerig, hvor høitidsfuld
Kun ruller Lovens Torden!
O kald dig stolt, trods Verdens Spot,
En Borger i Guds Rige!
Lovsyng med Fryd Dets milde Drot
Som Gud Sin Faders Lige!
Lovsyng det Navn, Ham Fader gav,
Langt over alle Navne,
Som over Hav og Bjerg og Dal
Kom hid til Danske Havne!
Lovsyng det Navn, hvori hvert Knæ
For Sønnen sig skal bøie,
Det Navn, hver Fugl paa Livets Træ
Skal jublende ophøie!
Lovsyng det Navn Guds Almagts Haand
Har straalende forklaret,
Hvis Dyder Kiærlighedens Aand
I Daad har aabenbaret!
O hør, hvor Folk og Tunge-Maal
Det Frelser-Navn lovsjunge!
Ja, hør Dets Priis fra Blok og Baal,
Fra piinte Vidners Tunge!
Ja, hør den Lov-Sang, der alt naaer
Fra Hav til Hav paa Jorden,
Og toned over tusind Aar
Paa Daners Mark i Norden!
Syng høit i Sky, at for det Navn,
Som Snekken bar saa vide,
Maa tones Flag i hver en Stavn,
Som skal lyksalig skride!
Udraab det frit om hver en Stavn,
Hvor stoltelig den bygges,
Er Jesus glemt, til Himlens Havn
Dens Færd kan aldrig lykkes!
Læg i dit Kvad et nyt Beviis
Til Fædres Høitids-Sange,
Som vidne høit, at Jesu Priis
Slog Rod i Dane-Vange!
Ja, i vor gamle Psalme-Bog,
Som paa hver Baad og Snekke,
Med Korset vaied Dannebrog,
Trods Fiendens Odd og Egge!
Saa vaie Den i tusind Aar,
Om Verden staaer saa længe,
Mens Nattergal i Lunden slaaer,
Kiærminden groer i Enge!