Hvad forklarer Rigets Gaade,
Vel usynligt, dog fuldstort?
Det Guds Sandhed giør og Naade,
Som har Selv det herliggjort,
Det giør Drotters Drot alene,
Som nedsteg kun for at tjene,
Throner evig dog hos Gud!
Ja, i Tjener-Dragt herneden
Gaaer om Land Gud-Faders Ord,
Over-Drot for Evigheden
Som i Himmel, saa paa Jord,
Og med Ordet Aanden følger,
I Dets Lyd sig ydmyg dølger,
I Dets Lys forklarer Alt!
Derfor Jesu Christi Rige
Er af denne Verden ei,
Voxer ei ved Penne-Krige,
Findes kun paa Fredens Vei,
Værges ei med Sværd og Bue,
Blomstrer ei som Jordens Tue,
Styrkes ei af Mande-Vid!
Ei Det er, hvor Fingren peger,
Men kun hvor Guds Vilje skeer,
Selv i Aandens Penne-Streger
Øiet kun Dets Skygge seer;
Kun i Ordet, som det lyder,
Og forplanter Kongens Dyder,
Kun i det er Riget selv!
I, som Troskab svor ved Daaben
Faders Ord og Faders Aand!
Kaster bort nu alle Vaaben,
Som kan sees i Kæmpe-Haand!
Aandens Sværd er Guddoms-Ordet,
Drages kun mod Sjæle-Mordet,
Og til Hjerte-Friheds Værn!
Vaabenløs mod Verdens-Magten
Sandhed, skiøndt en Konge stor,
Vandrer her i Tjener-Dragten,
Hersker kun med Naadens Ord,
Lader taalig sig bekrige,
Værner kun om Naadens Rige
Med 'Guds Fred' i allen Stund!
Derfor blues, alle Paver,
Som, trods Herrens Tjener-Dragt,
Ham til Konge over Slaver
Raabde ud med Verdens-Magt!
Blues hver, som fik i Sinde
Med en Sy-Traad kun at binde
Nogen Krop til Aandens Kreds!
Sandheds Aand med Korsets Banner
Fra sig skyder hver en Træl,
Frit sig kun til Kæmpe danner
Hvem der vil sit eget Vel,
Byder Fred og skiænker Naade,
Vidner: Frihed er min Gaade,
Dens Opløsning Kiærlighed!
Ja, i Sandhed sig ombelter
Herrens Aand med Kiærlighed,
Saa Retfærdigheden smelter
Sammen i et Kys med Fred,
Og deraf fremavles Glæde:
Datter fiin til Dronning-Sæde
I Guds Riges Herlighed!
Vov da aldrig meer at sige,
Mund, som haver Sandhed kiær,
At udbrede kan Guds Rige
Verdslig Arm og Lovens Sværd!
Thi den Ret og Fred og Glæde,
hvorom Himlens Fugle kvæde,
Skiænker kun den Helligaand!


Fader, Søn og Hellig-Aand!
Tør om Eder Støvet sjunge?
Kan de løses her, de Baand,
Som indvikle Støvets Tunge,
Naar den vil, med Kløgt af Kryb,
Maale Evighedens Dyb,
Skielne klart fra Skygge-Dalen
Konge-Lys i Stjerne-Salen?
Ei udgrunder nogen Tid
Støv, som stolt derpaa vil stile,
Aandens Værk og Sønnens Vid,
Mindre da Gud-Faders Hvile;
Dog, med Engle uden Tal,
Støvet derom sjunge skal,
Her, som trofast aabenbaret,
Hist, som fuldelig forklaret!
Frihed Sjælen er i Daad,
Støv begriber kun dens Skygge,
Aanden i Guds skjulte Raad
Fatter kun Dens fulde Lykke,
Han er fri, men from og god,
Vil ei giøre Gud imod,
Men almægtig sammenkiæde
Alting til Gud-Faders Glæde!
Sandhed er den gyldne Soel,
Over-Drot i Aandens Rige,
Vilde fra sin Konge-Stol
Ydmyg dog til os nedstige,
Bær sin Herlighed i Løn,
Vidner vel, Han er Guds Søn,
Men, som Navnet os skal lære,
Søger kun Gud-Faders Ære!
Kiærlighed er Livets Væld,
Overalt hvor Liv sig rører,
For al Daad og Glands og Held,
Æren evig den tilhører,
Kilden dyb til Kræfters Elv,
Det er Kiærligheden Selv,
Ja, Gud-Fader, evig Ære
Ham 'i Aand og Sandhed' være!
Friheds Tid er nu paa Jord,
Det er Aandens Løbe-Dage,
Salig kun, hvo paa Guds Ord
Frelseren vil troe og tage!
Tvivle kan Enhver som vil,
Tænke, Aand er ikke til,
Tro kun, naar den kaldes Fabel,
Græder Blod paa Jord som Abel!
Sandheds Tid har bedre Kaar,
Sønnen da har seiret,
Med sin Hær i Magle-Gaard
I Jerusalem sig leiret,
Tusind-Aaret, i en Sum,
Kaldes Haabets Mellem-Rum,
Da det groer fra Skygge-Dale
Op til Himlens Ridder-Sale!
Saa er Tidens Dage talt
Kommet Evighedens Rige,
Da er Kiærligheden Alt,
Altsaa Faderen tillige,
Da er død al Sorg og Nød,
Udelukt al Synd og Død,
Og hvor Ingen meer kan græde,
Der er evig Lyst og Glæde!
Evig, som vi da skal see.
Trods al Spot af Daare-Vrimlen,
Guddom sig bevidste Tre
Bære Vidnesbyrd i Himlen!
Nu Guds Aand, som Lysets Liv,
Røsten af Gud-Faders Bliv,
Kun med Vand og Blod herneden
Vidner om Tre-Enigheden!
Derfor synge vi: hilsæl,
Herrens Aand, Guds Kraft i Støvet!
Gud med os Immanuel!
Helte-Daaden du har øvet!
Med Gud-Fader og Guds Søn
Du forbinder os i Løn,
Og naar Du giør Folke-Fester,
I dit Tempel De os giæster!
Ja, med Almagt Du i Løn,
Under Barne-Daabens Naade,
Os indpoder i Guds Søn,
Efter Troens Maal og Maade,
Leder os i Jesu Navn
Varlig til Gud-Faders Favn,
Hvor den sig ved Naade-Bordet
Aabner mild for Guddoms-Ordet!
Du er Troens Liv og Lyst,
Haabet er dit Liv i Sønnen,
Kiærlighed i Fader-Bryst,
Livets Fylde, det er Lønnen!
Saa vi, til din Guddoms Priis,
Himlen kiende stykkeviis,
Maae med Dig dog efterhige
Heel den i Gud-Faders Rige!