Var den Munk en Anti-Christen,
Vi har sat paa Helgen-Listen,
Som Sanct Peders Eftermand?
Er den Vantro, vi beklage,
Al vor Sygdom, al vor Plage,
Kun en Frugt af Kirkens Band?

Nei, hvad end med Suk vi savne,
Det er dog ei Helgen-Navne,
Aflads-Brev og Pavedom;
Deri stikker dog ei Brøden,
At os løs vi rev fra Døden
Og fra Djævelen i Rom!
Som en Dødning sidder Paven,
Høisat paa Apostel-Graven,
Kronen er af Guld-Papir,
Riget er en Røver-Rede,
Han til Sværd har kun en Skede,
Og en opslidt Pen til Spir!
Alting tørt som visne Grene,
Alting koldt og dødt som Stene,
Hvad end giælde skal for Aand,
Saa Bansættelse det ligner,
Hvergang Paven Folk velsigner
Med sin tørre, tomme Haand!
Os dog trøster end i Vaanden
Og velsigner Hellig-Aanden,
Stænker med sit Vie-Vand!
Christenhedens ægte Pave,
Guds Fuldmægtig i det Lave,
Aldrig satte os i Band!
Nei, os Lykken var langt bedre,
Herrens Aand med vore Fædre
Løs sig rev fra Kirkens Lig,
Skabde, under Graad og Smerte,
Af det ømme, svage Hjerte,
Legem nyt vidunderlig!
Herren i det Skjulte: Ordet,
Leved op, trods Legems-Mordet,
Kraftig i den Hellig-Aand,
Friheds Prædikant i Fængsel
Løfted Helveds Port af Hængsel
Med Guds skjulte Høire-Haand.
Verden, som i Kiødet hænger,
Seer Ham nu vel ikke længer,
Kiender Aandens Legem ei,
Men, gienfødte af det Høie,
Vi Ham see med Hjertets Øie,
Bane os til Skyen Vei!
Vi Ham see, som Lyset fager,
Mellem sine Lyse-Stager
Vandre virkelig omkring,
Sødt vi føle, Efter-Livet
Med hans Aande os er givet,
Voxer af de skjulte Ting!
Og hvor Herrens Aand er inde,
Hvad os fattes, brat vi finde,
Frihed først og Kronen sidst,
Midt imellem Rosen-Kiæden,
Broderskabet, Sjæle-Glæden:
Forsmag her paa Fryden hist!