Er det mueligt, er det sandt,
Overstod vi Faren?
Slap vor Sjæl, foruden Tant,
Som en Fugl af Snaren?
Blev til Drøm al Fiendens Daad,
Stranded Achitofels Raad
Paa vor skjulte Klippe?
Ja, saavist som Fugl er fri,
Sidder meer ei fangen,
Naar i Sky den, Skov forbi,
Svinger sig med Sangen;
Nu vor Sjæl i Fugle-Spor
Svinger sig med Herrens Ord
Over Stjerner alle!
Ordet laae i Bogstav-Baand,
Drillet af hver Daare,
Ordet nu, som Liv og Aand,
Leer ad Orme-Gaar'e,
Smutter giennem Hænder let,
Bryder, som Guds Aande-Dræt,
Alle Baand og Lænker!

4.
Endt er Zions Fangenskab,
Endt er Dødens Dage,
Smil for Graad os Herren gav,
Sang for Suk og Klage;
Hvad vor Gud for os har gjort
Hedninger skal kalde stort,
Christne aldrig glemme!

For de store Ting vor Gud
Glade vi tilbede,
Kilder Han lod springe ud
Paa den vilde Hede:
Sjæle-Badet i Guds Ord,
Samfunds-Kalken paa hans Bord,
Det er Livets Kilder!
Matte vi bag Ploven gik,
Sukkende vi saa'de,
Voved knap til Sky et Blik,
Lod dog Herren raade;
Eiegode er Guds Raad,
Saaed vi med Suk og Graad,
Høste vi med Glæde.
Lyd da høit vor Fryde-Sang,
Mens vi Negen binde!
Frydelig i Dane-Vang
Ordets Bække rinde,
Sjunge sødt med Barne-Røst:
Vaar og Sommer, gylden Høst,
Vinter aldrig mere!