Er Aand kun Luft, er Ord kun Lyd,
Og Skrift et Tvistens Æble,
Er Tro kun Tant, er Død kun Dyd,
Vi Alle arme Djævle,
Er Jorden Alt, er Himlen Damp,
Er seierrig kun Dødens Kamp;
O vee, at jeg saae Lyset!
Saa klager vor betrængte Sjæl,
I den Opklarings Dage,
Der blev i Kiødet os en Pæl,
Som Gud vil ei borttage;
Men fat kun Mod, du lille Flok!
Guds Naade er os Alle Nok,
Er stærkest i de Svage!

Var Aand kun Luft og Ord kun Lyd,
Og Skrift et Tvistens Æble,
Og Tro kun Tant, og Død en Dyd,
Vi Alle arme Djævle;
Hvem har da bygt vor Klippe-Borg?
Og hvad har slukket Hjerte-Sorg
Fra Slægt til Slægt paa Jorden?
Var Zions Borg et Luft-Kastel,
Som Rigerne paa Jorden
Kun rysted for med samme Skiel,
Som Troldene for Torden;
Mon tom da ogsaa var den Røst,
Som lagde Staal i Kvinde-Bryst,
Og smelted Nordens Kæmper!
Er virkelig da ei den Aand,
Hvis Værk er uden Mage,
Fordi ei med sin grove Haand
Vor Krop derpaa kan tage!
Ja, er for Øret Aandens Ord
Ei nok saa klart, som Steen og Jord
For Krops de bedste Øine!
Kan Nogen slaae Guds Ord ihjel,
Og Sandheds Aand forknytte?
Hvis ei, da reises atter vel
Til Borg vor lave Hytte!
I Aandens Kraft et vinget Ord
Vel Prisen vinde tør paa Jord
Igien fra Gaase-Øine!
Sig drømmer Verden alt saa klog,
Som nogen Gud kan være,
Endnu med Tiden sikkert dog
Den Lidt af Gud kan lære,
Ja, lære af Guds Høire-Haand,
Den selv er skabt af Ord og Aand,
Med alle sine Sandser!
Ja, Verden, med Forundring stor,
Skal see, Dens Gud: Fornuften
Naar ei den fatter Livets Ord,
Er kun et Greb i Luften,
Er, selv med Tro paa Sandheds Aand,
Dog kun en Pen i Dværge-Haand
Mod Ord, som flytte Bjerge!