Aanden opgav Enkesønnen,
Moders Haab og Moders Trøst,
Sygt hun stammed Aftenbønnen,
Graaden kvalde hendes Røst,
Enken dog, som sig forlader
Paa de Faderløses Fader,
Har til Værge Himlens Gud!
Sørgeskaren med den Døde
Skred igiennem Nains Port,
Skulde dog paa Veien møde
Aasyn klart og Under stort;
Død! hvad kan dig Graven nytte,
Glip du gaaer dog ad dit Bytte,
Her er Livets Kildevæld.
Jesus med sit Soleøie,
Med sin Faders Kiærlighed,
Han fra Galilæas Høie
Kom med Lys og Liv og Fred,
Rørt af Ynk han løfted Røsten
Og med hans 'græd ikke!' Trøsten
Slog i Enke-Hjertet Rod.
Enken var ei meer at ynke,
Jesus mildt til hende saae,
Sorte Mænd lod Baaren synke,
Han lod Enkens Søn opstaae,
Jesus med Guds Ord paa Tunge,
Sagde: reis dig op, du Unge!
Han sad op med: 'Gudskelov!'
Jesus ham med røde Kinder
Lagde i hans Moders Favn,
Den Lyksalige blandt Kvinder
Fik da himmelsk Bod for Savn,
Alle raabde med hinanden:
Stor-Profeten er opstanden,
Nu har Gud besøgt sit Folk!
Ja, vor Frelser er opstanden,
Og sit Folk besøger han,
Jesus Christus, Guddoms-Manden,
Er vort Liv i Dødens Land,
Han os kiærlig gaaer imøde,
Giør de blege Kinder røde,
Tørrer alle Taarer af.