Enhver, som tro'er og bliver døbt,
Gaaer frit ind i Guds Rige,
For de i Christen-Tøi er svøbt,
Som giør Guds Søn dem Lige;
Thi giælder det om Troens Ord
Og Daabens godt at giemme,
Men først og sidst, om Troen boer
Hos dig, som hun er hjemme!
Da skilles ad den tykke Sky,
Som trued Myre-Tuen,
Da Solen bryder frem paany,
Og af den straaler Buen;
Sig Hjertet føler glad i Pagt
Med Ham, som Alt mon raade,
Forventer vel sin Himmel-Dragt,
Men nøies med Guds Naade!
Saalænge derfor Tro og Daab
I Kirken er de samme,
Med Herlighedens store Haab
Vi ei skal staae tilskamme,
Men Vaar og Høst skal følges ad,
I Christi Konge-Rige,
Saa Oldingen er barneglad,
Men engleklog tillige!
Til Psalmen er vor Røst for lav,
Dog vil vi Herren prise,
Med Fugle-Nebbet, Han os gav,
Til Kvad og Kæmpe-Vise!
Vi Jule-Vinter har i Nord,
Og kime, til han kommer,
Os venter paa gienfødte Jord
Med Ham en evig Sommer!