Det var saa stille ved Midjenat,
Ei rørde sig Blad for Vinden,
I Tabernaklet Guds Lampe mat
Oplyste dog Alt forinden,
Der Samuel laa, en deilig Dreng,
Og slumrede sødt i sin lille Seng;
Saa lydhør var han i lette Blund
Som Fugl i Lund.

Alt som i Vindfang en Harpestræng
Det lød da fra Kerubimen,
Der kaldtes klart paa den lille Dreng,
Han hørde det og paa Timen,
Og ud af Sengen han sprang dernæst,
Han tænkde, det var den gamle Præst,
Og for ham stædtes den Lille ind,
Alt som en Vind.
Den gamle Eli var svag og blid,
Ja meget for blid, desværre,
Mod Sønner sine, hvis Nidingsid
Afskyelig fandt Vorherre;
Han Øinene gned og sagde: nei,
Jeg blunded, Sønlille, jeg kaldte ei,
End goel ei Hanen, saavidt jeg veed,
Læg dig kun ned!

Den Lille gjorde alt som han bød,
Og lukked med Flid sit Øie,
Men snart det atter for Øret lød,
Han hørde sit Navn fuldnøie;
Og ud af Sengen han sprang dernæst,
Han tænkde, det var den gamle Præst,
Og for ham stædtes den Lille ind,
Alt som en Vind.
Den gamle Eli sin Pande gned,
Var ikke af de Letnemme,
Og aldrig, siden han blev saa feed,
Han lytted til Himlens Stemme,
Thi svared han søvnig: hvad er der fat!
Det er jo en farlig urolig Nat,
Pas godt paa Lampen, den gaaer ei ud!
Sov saa med Gud!

Lidt bange saae sig den Lille om,
End stadig Guds-Lampen brændte,
Den Lille laa i Guds Helligdom,
Guds Røst dog endnu ei kjendte,
Han laa og lytted og hørde grandt,
Hans Navn blev nævnet, det var ei Tant,
For Eli stædtes han atter ind
Alt som en Vind!

Den gamle Eli sit Hoved brød
Og fandt det dog ud omsider,
I Tabernaklet og fordum lød
Guds Stemme ved Nattetider,
Han sagde: det har en egen Klang,
Og hører du Røsten endnu engang,
Da svar: jeg hører, til Tjener din
Tal, Herre min!
Da Røsten kaldte og Svaret lød,
Og Herren sig lod tilsyne,
Han sagde: jeg raader for Liv og Død,
Og tordne jeg kan og lyne,
Jeg taler et Ord, som Torden skal
Det runge i Hytte og saa i Hall,
Det Ord jeg taler mod Elis Huus:
Synk du i Gruus!

Ja, Elis Sønner drev med mig Spot,
De turde mit Ord forkaste,
Min gamle Tjener det vidste godt,
Men nænde dem ei at laste,
Den Synd med Offer afsones ei,
Til Afgrund sikker gaaer Frækheds Vei,
I Øret runge som Himlens Dom
Skal Sagn derom!
Den Lille stod op i Morgengry,
Oplyst ved den Nats Ordskifte;
For Elis Ansigt han var vel sky,
Men maatte dog Sandhed skrifte;
Den Gamle han hørde paa Ordet spag
Og svared: det er jo en afgjort Sag,
Jeg bøier mig for Vorherres Ord,
Hans Magt er stor!
Som Natten spaaed, en Dommedag
Oprandt over Elis Sønner,
Med Herrens Ark gik de frækt i Slag
Og stoled paa falske Bønner;
Den Gamle med Sorg i Grav nedfoer,
Da for hans Øren fik Lyd de Ord:
Filisterne dine Sønner slog,
Guds Ark de tog!
Som Lampen skinned ved Nattetid,
I Kerubimens Skygge,
Saa med den Lille en Stjerne blid
Opgik til Guds-Folkets Lykke;
I Samuels Dage paany Guds Ark
Blev funden i Josvas Hvedemark,
Fra Seer-Læben, i Ord som Lyn,
For Sagn gik Syn!