Ægypten var plaget saa saare,
Men Pharao trodsed endnu,
Den stolte, haardnakkede Daare
Kun følde for Ydmyghed Gru.
Den Herre, som Israel frelste,
Med Moses da sendte dem Bud;
Han sagde til alle de Ældste:
Jeg skal eder hilse fra Gud.
Et Lam skal for Husene bløde,
Til Minde, til Tegn og til Bod,
Dørstolperne skal males røde
Med Lammets uskyldige Blod.
Udeelt og uknækket I stege
Et Lam for hvert Huus under Tag,
Med Urterne beske og blege,
Og ei efter Mundenes Smag!
Og æder det saa med hverandre,
Opreiste, i Pillegrims-Dragt,
Beredte til brat at udvandre,
Med Himmelens Herre i Pagt!
Opkiltede om eders Lænder,
Med Saalen til Fod bundet fast,
Med Stavene i eders Hænder,
Lad Nadveren nydes i Hast!
Døds-Engelen gaaer giennem Landet
Med Seglen ved Midienat,
Hvor Stolpen er ikke blodrandet,
Der blegner en Dødelig brat.

Ægypten skal føle Hans Vælde,
Hvis Folk man paa Nakke har traadt,
Alt Førstefødt skal det undgiælde,
Afguderne blive til Spot.
Det skedte i Nilstrømmens Dale,
Afsjælet alt Førstefødt laae,
Fra Kronprinds i Høieloftssale
Til Drengen og Kalven paa Straa.
Da blev der stor Jammer og Kvide,
Alt Folket foer op med et Skrig,
Og Pharao fik det at vide,
Der laae i hver Hytte et Lig.
Da maatte hans Hovmod vel falde,
Da bæved Steenhjertet i Bryst,
Han Moses og Aron lod kalde,
Han talde med skiælvende Røst.
Han sagde: staaer op nu saa fage,
Og tager hvad eder hør til!
Med Fred af mit Land I uddrage,
At dyrke jer Gud, som I vil!
Med Faar og med Øxne tillige
Uddrager paa staaende Fod!
Velsigner saa mig og mit Rige
Og tørster ei efter vort Blod!
Ægypterne raabte med Sorgen:
Hvi holdt man paa eder igaar?
Ak, tøve I her til imorgen,
Da alle vi ligge paa Baar.
Saa førde Jehovah med Ære
Sit Folk ud af Trældommens Land,
Paa Vei gav sig med deres Kjære
Sexhundredetusinde Mand.
Med Sølv og med Guld og med Glæde,
De, ved den Almægtiges Haand,
Uddroge fra Mørkhedens Sæde,
Afrystede Trældommens Baand.
I Gry under Skyerne hvide
Da sagde de Gosen Farvel,
Der Solen gik ned under Lide,
Da stod de ved Nildalens Skiel.