Du, som i Paaske-Dagningen
Stod herlig op af Døde,
Du er den rosenfingrede,
Aarvaagne Morgen-Røde;
Ja, Du er Morgenrøden sand,
Neddalet fra det Høie,
Saa deilig, som til dyben Strand
Sig ingen Soel kan bøie,
Du Lyset er i Livets Land
Og Evighedens Øie!
Dengang Du, Selv udødelig,
Kom fra de Dødes Rige,
Hvor Døden Du udplyndrede,
Gav Bane-Saar tillige,
Som Blomster i den milde Vaar
Af Jordens Skiød opvrimle,
Man ud af Dybets Orme-Gaard
Livs-Fangerne saae stimle,
For i det store Gylden-Aar
Med Frelseren at himle!
Da studsed alle Stjernerne,
Og Himlene gienløde:
Hil være Dig, Liv-Salige!
Velkommen med de Døde!
Saa raabdes ud med Fynd og Klem
Hvad evig Du skal hede:
Livsalig, ja, istem, istem,
Hver Tunge det hernede,
For Ham, der selv i Dødens Hjem
Er god om Liv at bede!
Syng høit med Fryd, du hvælvede,
Du stjernestrøede Himmel,
Og dands paa Roser duftende,
Du Adams Børne-Vrimmel,
Fordi almægtig, eiegod,
Kun evig at fuldtakke,
Vor Frelser med sin Kæmpe-Fod
Har Døden traadt paa Nakke,
Og givet os for Afgrund Bod
Paa Livets Kirke-Bakke!
Din Lynilds-Dragt var frygtelig,
Du Bud fra Himmel-Sale,
Som Morgen-Duggen kvægende
Dog var din Straffe-Tale:
Hvi løbe vild om Livets Drot
I her i Dødning-Haven?
Han Dødens Brodd har gjort til Spot,
Stod op og tømde Graven!
I brat Ham see, og Alt er godt,
Thi Liv er Nytaars-Gaven!

Som Fugle smaa i Dagningen,
en deilig Sommer-Morgen,
Kom Græde-Kvinder sjungende
fra Grav, med Bod for Sorgen,
Og tykdes end for tidlig født
Den Sang Apostel-Skaren,
Det var dog sandt, som det var sødt:
Forsvundet var Døds-Faren,
Det leved Alt, som før var dødt,
Udplyndret var Barbaren!
Velsignet være Kvinderne,
hvis Ord end Kæmper fryde!
De altid er lettroende,
hvor Engle-Stemmer lyde,
Og Skinnet stundum skuffer vel,
Som hist i Rosen-Haven,
Men Jomfruen af Gabriel
Fik Bod med Fæstens-Gaven,
Og stort var siden Kvinde-Held
Ved Vuggen og ved Graven!
De see hver Aften, sukkende,
Bundløset Glandsen favne,
Og altid mellem Skyggerne
De Lys og Liv mon savne;
Derfor dem Glæden mangen Gang
Har mødt i Morgen-Stunden:
Naar kækt de fulgte Hjertets Trang,
At salve Bane-Vunden,
Dem lærde Himlens Fugle-Sang,
At Solen var oprunden!