Drag ind ad disse Porte,
Vor høie Pindse-Giæst!
Forjag de Skygger sorte,
Som mørkne vil din Fest,
Og giør det soleklart,
At Hedninger som Jøder,
I Daaben Du gienføder
Til Støvets Himmelfart!
Kom ind og lad mig smage
Hvad Engle kalde Viin,
Med Sødhed uden Mage,
Med Guddoms-Kraften din,
Den Drik saa underfuld,
Der Synderne forgiver,
Men Dyderne opliver,
Som lagdes under Muld!
Da skal Man Druer sanke,
Som Støv giør sjæleglad,
Paa Skovens vilde Ranke,
Hvor før kun voxde Blad,
Skiøndt i Vin-Stokken, Christ,
Den, under Himmel aaben,
Mens den var spæd, i Daaben,
Indpodet er forvist!
Kom og med Olje-Krukken
Og salv mig, syg i Sind,
Til hvad du alt i Vuggen
Mig aarle vied ind,
Og ymted om i Løn:
Til Præst, Prophet og Konning,
Som født af Zions Dronning,
Heel-Broder til Guds Søn!

Da nemmer jeg at tale,
Da lærer jeg at Spaae,
Og Bjerget at befale,
Saa det adlyde maa!
Da lærer jeg den Bøn,
Som naaer Gud-Faders øre,
Som kan Hans Hjerte røre,
Som Han har lært sin Søn!
Da faaer jeg ret at vide,
Hvoraf det kommer sig,
Du Klynken ei kan lide,
Naar Man har fundet Dig;
Da seer jeg Nøglen fiin,
Hvormed, saa tit du sukker,
Du glædelig oplukker
Udødeligheds Land!
Da lærer jeg tillige,
Hvad daarlig kun jeg veed,
Hvad Gud i Himmerige
Forstaaer ved Kiærlighed,
Hvor dyb, hvor høi og vid,
Langt over Himmel-Buen,
Sig hvælver Hjerte-Luen,
Grund-Solen, evig blid!
Da lærer jeg at virke,
Med Dig, Gud-Helligaand,
I Jesu Christi Kirke,
Fuldkommenhedens Baand,
Som slynge skal paany
Sig tæt om alle Sjæle,
Der end paa Jorden knæle
For Herren over Sky!
Ja, styrter, alle Vægge,
Som skille Christne ad!
Forener jer, I Bække,
Og glæder Herrens Stad!
Foreen dem, Hellig-Aand!
Thi Hjerterne saamange,
Som offre Dig Lov-Sange,
Er Bække i din Haand!