Dig rumme ei Himle,
Og Himlenes Himle,
Vor Herre fuldstor!
Saa ei er at tale
Om Høielofts Sale
Til Dig paa vor Jord.
Du rører kun Støvet,
Som Vind-Pust i Løvet,
Du himmelske Giæst!
Og Hytten i Barmen,
Med Kiærligheds-Varmen,
Behager Dig bedst!
Men kneiser paa Tue,
Med Piller og Bue,
Paladser for Jord,
Er Mand dog kun Bæver,
Hvis ikke sig hæver
Palads for Guds Ord!
Og har Du os givet,
Til Redning, til Livet,
Et Kiærligheds-Ord,
Til det at udtale
Maae Høielofts- Sale
Opmyldre paa Jord!
Hvem vil ikke prise,
Med Psalme og Vise,
Din Kiærligheds-Røst!
Hvor er dog det Øre,
Som ikke vil høre
Den evige Trøst!
Thi bygge vi Kirker,
Hvor Guds-Ordet virker,
I Lys og i Løn,
Hvor Hjertet sig fryder,
Naar Hallen gienlyder
Af Tak for Guds Søn!
Og lægges de øde,
Det volder de Døde,
Som spøger i dem,
Thi Alle medgivet
Er Lysten til Livet
I Glædernes Hjem!
Ja, dødfødte Sange
Og Taler, fuldmange,
Din Kirke har tømt;
Kald Ordet tillive!
Da Kirken skal blive
Togange berømt!
De slet Dig forstode,
Som ei med det Gode
Bød Sjæle til Giæst:
Med Svøbe og Tøile,
Med Bast og med Bøile,
Man giør ingen Fest!
Lad Dødninger Grave
Til Dødninger lave,
Og true med Hel!
Dit Ord at forkynde
Med Liv og med Ynde,
Det tækkes Dig vel!
Du leve os lader
Med Dig, som med Fader
Du lever i Løn;
Saa leve vi lade
Tilhørerne glade
Med os og Gud-Søn!
Saa Tungen vi bruge
Med Aanden hver Uge,
Til Glæde og Gavn,
Saa Graat vi forgylde,
Saa Huset vi fylde,
Opbygt i dit Navn
Naar Øie du fæster
Da paa dine Giæster,
Dem syner om Bord,
Hvis Klædning Du laster
Din Engel udkaster,
Men kun paa dit Ord!
Skiøndt Du er den Rene,
Du Ingen vil stene,
For Loven han brød,
Du Giæsten kun vrager,
Som ikke modtager
Det Purpur, Du bød!