Det var en Sommermorgen,
endnu før det blev Dag,
da yppedes paa Heden
et Holger-Danske-Slag.
Da Sol stod op i Øster,
den næppe var at se,
og alle Fuglerøster,
i Struben kvaltes de.

Det var paa Isted Hede
og saa i Øvre-Stolk,
for gamle Danmarks Ære
da stred det danske Folk,
ja, for den danske Tunge
og for det danske Land
stred Heltene de unge
som gamle Hildetan!

Dér faldt den gamle Nordmand,
den djærve Schleppegrell,
han regned mer ej Kugler,
end Hagl det haarde Fjeld!
Dér faldt den bolde Læssøe
i Helte-Manddoms-Aar,
og for den danske Løve
det var et Hjertesaar!

Der faldt i Ungdoms Blomster
saa mangen modig Svend,
at Tysken tror det næppe,
vi mange har igen.
Dog synger danske Drenge,
de slaar i Vænget Top:
som Blomsterne i Enge
hvert Aar de vokser op!

Tak være danske Piger,
som græde nu i Løn
for Broder og for Bejler,
som Moder for en Søn!
de holdt dem ej tilbage
med bange Suk og Graad,
men sang for dem med Brage:
Vaagn op til Heltedaad!

Guds Fred med vore Døde
i Danmarks Rosengaard!
Guds Fred med dem, som bløde
af dybe Hjertesaar!
vor Kærlighed med alle,
de store og de smaa,
som ville staa og falde
med Løven askegraa!

Gud gav en herlig Sejer
den lange Sommerdag,
fra Morgengry til Middag
det tordned Slag i Slag,
men da i Middagsstedet
man saa den gyldne Sol,
da vundet var Guldsædet
til Danmarks Dronningstol!

Fra Als til Danevirke,
fra Sli til Ægirs Dør
skal Danmarks Løver springe
paa Gyldengrund som før.
Hos Angler og hos Friser
i genfødt Vennelag
skal synges Kæmpeviser
om Sejrens Julidag!

Og hver Gang Danmark græder
Guldtaarer med Guldklang,
og hver Gang Øjet perler
ved liflig Vemodssang,
da hvælve Rosentelte
dem selv ved Havets Bred,
hvor Danmarks Julihelte
fik deres Lejested!