Vor Gud er død hinsides Hav,
For vore Synder grove,
Og Fienden tramper paa hans Grav,
Og alle Christne sove!
Har Ingen meer hans Navn saa kiært,
Saa lede Synder sine,
At han derfor det finder værdt
At taale mindste Pine!
Tør Ingen, under Korsets Tegn,
En Landse for ham bryde?
Vil Ingen i hans Føde-Egn
For ham i Taarer flyde?
Har Ingen Lyst, har Ingen Mod
Til, giennem Tyrke-Vrimlen,
At kæmpe sig til Jordans Flod,
Hvor end sig aabner Himlen?
Vil Ingen see det Undersyn,
Som slukker Hjerte-Sorgen,
At Lamper tænde sig ved Lyn,
I Graven, Paaske-Morgen?
Vil Ingen kæmpe for Guds Søn,
Og paa hans Vunder tænke,
Og nyde al den Aflad skiøn,
Guds Kirke har at skiænke?
Saa lød til Folk i Tusindtal
Den Franske Paves Tale,
Og Skarens Røst: det er Guds Kald,
Gienlød i Bjerg og Dale!
Da slog sig Paven for sit Bryst,
Og raabte: ret fortolket,
Det er Guds Kald, det er Guds Røst,
Som raaber giennem Folket!
Med dette Løsen gaaer i Slag,
Kors-Folk! til Gravens Ære!
Til Seier da paa Kampens Dg
Guds Engle jer skal bære!
Og svæver Karl den Stores Aand
End over disse Egne,
Før Solen daler, hver en Haand
Vil sig med Korset tegne!
Hans Jævningers de mindste Børn
Vil gribe brat til Værge,
Og dynge op for Ulv og Ørn
De Vantroes Lig som Bjerge!
Saa slog han Ild af Franke-Flint,
Som tændte Galler-Skoven,
Saa blussende man saae, fra Klint,
Den vandre over Voven!
Af Karl den Stores Halvgud-Æt
Var Gotfred end tilbage,
Og trindt om ham sig klynged tæt
End Kæmper uden Mage!
Ja, aldrig siden var tilfals,
For Guld og glatte Taler,
Et Par, som Baldvin Vovehals
Og Raimund Provencaler!
Og aldrig meer i Bjørne-Hi
Blev Hvalpe født derefter,
Som de, der kom fra Normandi,
Endnu med tolv Mands Kræfter!
Med tolv Mands Kraft til Kæmpe-Id
Kom Villums Søn den Vilde,
Med sex Mands Styrke, sex Mands Vid,
Kom Boemund den Snilde!
Paa Val end leged med sit Sværd,
Som Glutten med sin Dukke,
Normannen Tankred Ærekiær,
Saa Kæmper maatte bukke!

Og Tyrkerne, med samme Gru,
Som Kid for Løven flygte,
Kom Robert Flæmingjarl ihu,
Gav ham det største Rygte!
Og som de Herrer fløi fra Sal,
Saa fulgte dem og Svende,
Ei deres Jævninger paa Val
Skal sees til Verdens Ende!
Det rygtedes til fjerne Hjem,
Fra Christen-Navnets Vugge;
Det sanded i Jerusalem
Sex Myriaders Sukke.

21.
Det hørtes og paa hvert et Slot,
Da Gotfred sad paa Thronen,
At i Jerusalem en Drot
Bar ydmyg Torne-Kronen!
Han blev, desværre, mageløs,
I mange Kongers Dage,
Og efter Daaden kom en Døs,
Som spørger om sin Mage.
Men dog det store Korstog skal
Saalænge høit besynges,
Til der i Sions Kongetal
Et bedre Navn indslynges.
Og blev endnu trehundred Aar
Forhalet Tyrke-Pesten,
Det skylde vi og Maglegaard
Kors-Togene fra Vesten!
Ja, at vi, trods den vilde Strand,
Har Østens Perler fundet,
Det har, ved Tog til Jødeland,
Os Ridderskabet vundet.
Og vaier over Tyrke-Flag
End Christenhedens Banner,
Det svang sig op i Kæmpe-Slag
Af Paver og Normanner!