Der stander et Træ i vor Guds Paradis,
Det haver saa deilige Blade,
Og alle smaa Fugle de sjunge dets Priis,
Kun Perle-Dugdraaber det bade,
Og aldrig har Løvfald det yndige Træ,
Som blomstrer og bærer i Ly og i Læ
Af skytakte grønklædte Bjerge!
Langt mere end Bjerge, det volder den Flod,
Som rinder med himmelblaa Vande,
Den haver sin Kilde i Livs-Træets Rod,
Og aldrig den løber til Strande,
Men syv Gange slaaer den om Træet sin Bugt
Afbilder dets Krone med Blomster og Frugt,
Indløber saa hvor den udspringer!
En Ceder saa høi og saa rank over Muld,
End ei har paa Libanon Stade,
Der er ingen Eeg med saa vældig en Bul,
Ei Bøg med saa yndige Blade!
Sig Blomsterne snoe til en syvfoldig Krands
Og Farverne alle har Regnbue-Glands,
Og Frugten er himmelske Druer!

Og alle Smaa-Fugle i Guds Paradis
De klækkedes ud i dets Grene,
De kvidre, de fløjte, de slaae til dets Pris,
I smeltende Toner og rene,
De bruge ei Søvn og de bære ei Had,
De leve af Perle-Dugdraaber paa Blad,
De skade ei Blomst eller Drue!
I Skyggen sig fryder en Dyre-Flok tam,
Blandt Blomster af alle de Bedste,
Men der uden Skrømt leger Løve med Lam,
Og der lege Ulve med Heste,
De smage ei Græs, thi de leve af Luft:
Af alle Smaa-Blomsters den liflige Duft,
Og Flodens de rindende Bække!
O, Hvem kan os vise til Paradis Vei!
Herolderne kun, som udraabe:
Saa siger Vorherre: Vin-Træet er Jeg:
I er mine Grene tilhobe
Og Faderen Selv er den Urtegaards-Mand,
Som lover at giøre hvad Almagten kan,
Og 'lyve' er hvad han kan ikke!
O Brødre og Systre, saa mange, saa faa,
Som troe det, hvorpaa vi er døbte,
Og vil i Guds Rige indgaae med de Smaa,
Vor Moder i Christen-Tøi svøbde!
O, tre Gange Naade og syv Gange Held!
Vi drak af det dybe, det himmelblaa Væld,
Hvoraf stiger Solen den klare!

Med Aanden vi er i vor Guds Paradis,
Almægtige Ord er ei tomme,
Og leger vort Hjerte til Faderens Priis,
Med Legemet skal vi der komme!
Hvad dunkelt men sødt vi i Støvet fornam
Da Ansigt til Ansigt vi skue med Ham,
Som virker alt Godt i os Alle!