Der kneiser et Træ paa Norges Fjeld,
Det groer og paa Dannemarks Sletter,
Med Lys det smykkes til Jule-Kveld,
Som Hugen, jeg har, mig forjætter!
Vi takke maae Gud for Vinter-Grønt,
Naar Bjelder i Skoven kun lyde,
For Hjertet er det dog aldrig kiønt,
Naar meer det ei har at betyde!
Vi støbe af Vox de Kierter smaae,
Og sætte dem vittig paa Naale,
Dog selv, naar Konsten vi bedst forstaae,
Ei støbes den levende Straale!
Sang-Fluer vi giør med Fjeder-Ham,
Som Stemme kan faae efter Haanden,
Men Fugl i Haand er dog alt for tam,
Og Lyd er kun Legem for Aanden!
Hvo Hjerte kun har for Skue-Spil,
Med Skinnet vel lader sig nøie,
Men meer hos Daner staaer Hugen til
End hvad der kun stikker i Øie!
Saa komme da med, hvo dybt i Bryst
End savner den levende Glæde!
Lad did os drage, hvor Liv og Lyst
I straalende Glands er tilstæde!
Det deilige Land i Øster-Leed
Vel dybt sig bag Taagerne dølger,
Dog did, o Venner! en Vei jeg veed
Alt over de brusende Bølger!
Der ligger et Skib i Isse-Fjord,
I Læ under venlige Skove,
Og Styr-Mand god har det Skib ombord,
Gaaer aldrig for Vind og for Vove!
Der vaier i Top et deiligt Flag,
Som Dannebrog er det at skue,
Men Korset straaler der Nat og Dag
I Glands af saa lønlig en Lue!
Den Snekke har Bør mod Vind og Strøm,
Hvor Styr-Manden lyster at fare,
Saa her opfyldes den gamle Drøm
Om Gudernes Skib aabenbare!
Den Snekke har Rum til Folk i Flok,
Saamange som helst det skal være,
Men skjøndt den aldrig fik Ladning Nok,
Kun Smaa-Folk den lyster at bære!
For, stiler en Kæmpe stolt om Bord,
Det lyder fra Oven saa fage:
Du kanst vel vade saa godt som Thor,
Om Vandet end gaaer til din Hage!
Men kommer et Barn i Lede-Baand,
Da toner saa kiærlig en Stemme:
Kom, sæt, du Lille, dig paa min Haand!
Jeg haver i Paradis hjemme!
Saa komme da, hvo til Moders Bryst
Vemodig sig ønsker tilbage,
For ret at nyde med Liv og Lyst
De smilende, deilige Dage!
Vi Frænder af Muld maae vel forstaae,
Kun Drøm er vor Storhed i Aanden,
Saa vaagne maae vi som Dværge smaae,
Om voxe vi vil efterhaanden!
Del lærde os han, der var saa stor,
Som Gudernes Gud kan udtrykke,
Og Selv stadfæsted han klart sit Ord,
Da lille han blev til vor Lykke!
Da lille han blev, da fik vi Jul,
Ja, da blev der Glæde paa Jorden,
Da Stolthed tabde sit Skalke-Skjul,
Det følde selv Kæmper i Norden!
Sig skjuler det Smaa bag store Ord,
Men er nu alt Paaskud berøvet,
Da han, som er over Stjerner stor,
Sig skjulde saa smaalig i Svøbet!
Saa komme da med, hvo Jul har kiær,
Og ønsker den Største at ligne!
Os Aanden vinker til Pilgrims-Færd,
De Smaa vil han alle velsigne!
Han fører os frit til Jøde-Land,
Han lærer os deilige Sange,
Og Fjeder-Hamme vi faae paa Stand,
Saa aldrig kan Tyrken os fange!

Saa fare vi flux til Bethlehem,
Langt borte fra Afgude-Vrimlen,
Der i Paulunet vi gaae til Sem,
Og see med hans Øine til Himlen!

Da sender os Gud et Jule-Træ,
Det selv sig rodfæster i Jorden,
Og brat vi sande med bøiet Knæ,
At Østen er bedre end Norden!
Vi skue, for Gran, en Palme skiøn
Omslynget af Roser og Ranker,
Ei er saa faver, saa liflig grøn
Selv Bøgen i Dannemænds Tanker!
Der sidder et Lys paa hvert et Blad,
Det sidder slet ikke paa Naale,
Man paa den Klarhed kan see sig glad,
Thi det er en levende Straale!
Der sidder en Fugl paa hvert et Blad,
I Paradis have de hjemme,
Og Hjertet hører saa barneglad,
De sjunge med Englenes Stemme!
De sjunge hans Priis, Hvem over Sky
Velsigner den evige Psalme,
For, god, han planted til Vext paany
I Støvet en Paradis-Palme!
Saa kom da, hver Søn af Fredegod,
Hvem Sandhedens Lys er det bedste!
Og kom, hver Datter af Dannebod,
Som Tro tør til Kiærlighed fæste!
Saa løse vi nu vort Fæste brat,
Og seer os slet ikke tilbage,
Hvor Engle sjunge om Jule-Nat,
Giør Frelseren kronede Dage!